Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV - Asbjørnsen og Moltke Moe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184 Asbjørnsen og Moltke Moe
ingen i tvivi om, at Asbjørnsens klare udtryk
er bedre end den gjørmede forbedring. Og
naar det heder hos Moltke Moe: «Sagen
gik igjen, gnikte og pep og hvinte», saa er
der vel ingen, som ikke foretrækker Asbjørn*
sens : «Sagen gik atter med Sus og med Brus».
For Asbjørnsen tonede jo eventyret i dette
udtryk med alle sine underlige strenge, mens
hos Moltke Moe den ene stakkars fornorsk*
ningstarm bare knikte og hven og pipte . . .
Jeg vil nødig forfølge min opgave ved
hjælp af citater, men det er desværre nødven*
digt. Professor Moltke Moe har Asbjørnsen
mellem sine autoriserede fingre, og det er
utrolig, hvordan Asbjørnsen forandrer ka*
rakter under den Moltke Moe’ske fingerfær*
dighed. «Naar Verden gaar mig imod, og
det undlader den sjelden at gjøre», skrev
Asbjørnsen allerede i 1843 i indledningen til
sine Kvernsagn . . . Om han havde vidst,
hvad der forestod ham i 1911 og 1912! Han
vilde faaet vide, at ordet undlade er snørklet*
hed fra firtiaarene, og at det er unorsk, naar
han fortæller, at han anvender friluftsvan*
dringer for sin smule bekymring og uro.
Moltke Moe kan belære ham om, at ordet
vandring rettelig bør oversættes med gangy
og naar han lader aftenskyerne laane glans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
