Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gonernes lange dag og Kimmeriernes polnat. Da den stoiske skole
holdt det for nødvendig at det var hav i den hete zone, forat solen
med lethet kunde underholde sin varme ved næring fra havets
dampe — for varmen blev næret av fugtighet — så la Krates et
havbeite rundt jorden mellem vendekredsene, indenfor hvilke solens
bane var begrænset. Ved disse to vandbelter fremkom fire
landmasser, hvorav bare den ene var kjendt av menneskene.
Den fysiske geograf POSEIDONIOS fra Apamea i Syrien (135—51
f. Kr.) som levet længe på Rhodos, holdt de Rhipaiiske Fjelde for at
være Alperne, og taler om Hyperboreerne nordenfor. Han mente at
Verdenshavet sammenhængende omfløt oikumenen;
“for dets bølger var ikke omslynget av nogen lænke av hemmende fastland, men
‘det strakte sig i det endeløse, og intet grumset dets vande.”
Et skib som seilte med østlig vind fra Herakles’s Støtter, måtte
nå Indien efter at ha tilbakelagt 70000 stadier, hvilket han mente var
jordens halve omkreds langs Rhodos’s breddegrad. Omkredsen efter
storcirkelen regnet han til 180000 stadier. Disse hans feilagtige
beregninger blev optat av Ptolemaios, og kom til at bli av stor
betydning for Kolumbus.
Han gjorde en reise like til Gadir for selv at se det Ytre Hav,
måle tidevandet, og undersøke om den almindelige forestilling var
rigtig, at solen, når den sank i det vestlige hav, gav en vislende lyd
lik et rød-glødende legeme som dyppes i vand. Han satte
tidevandet rigtig i forbindelse med månen, og fandt at dets månetlige
periode faldt sammen med fuldmåne; mens andre mente bl. a. at
tidevandet skyldtes vekslinger i Galliens elver.
Cæsar’s krige i Gallien og hans indfald i Britannien (55 og 45
f. Kr.) bragte nye oplysninger om disse dele av Vest-Europa; men
det kan ikke sees at de har bragt noget nyt om norden. Cæsar
beskriver Britannien som en trekant, sikkerlig den samme
forestilling som vi finder hos Cæsar’s samtidige, DlODOROS fra Sicilien,
og som stammer fra Pytheas. Cæsar gir bare et andet forhold
mellem siderne end Diodor. Han lægger Hibernia i vest for
Britannien, og ikke i nord som Strabo, og det er i størrelse omtrent
to tredjedele av dette, og adskilt derfra ved et stræde av omtrent
samme bredde som strædet mellem Gallien og Britannien. Mellem
Irland (Hibernia) og Britannien er en ø, Mona (Anglesey), og spredt
rundt den mange andre øer. På nogen av dem skulde det ved
vintersolhverv være en månets ubrutt nat; men om det kunde Cæsar
Poseidonios
135—51
f. Kr.
Cæsar
55—45
f. Kr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
