Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tænkt sig at de var Kvæner1 i det nordlige Sverige; disses navn
kunde da være opfattet som ordet for kvinde (kvæn, eller kvån,
mest i betydning hustru) og derav hadde sagnet om kvindestyret
dannet sig* 1 2 på lignende vis, som Adam av Bremen, senere
oversætter navnet Kvænland med Terra feminarum (kvinde land) og
derav danner myten om Amazone-landet. Men denne forklaring
av Tacitus’s meddelelse tør være tvilsom3. Vi har tidligere set at
Mela (efter Herodot) omtaler et folk i Skytien, Maeotiderne, som
blev styret av kvinder, og for ham kan det som nævnt ikke ha ståt
som urimelig at kvinderegimentet tiltok nordover.
Om strøkene mot nord sier Tacitus: “Nord for Suionerne ligger
‘et andet trægt (seigt) og næsten urørlig hav (mare pigrum ac prope
‘immotum); at dette omgjorder og indelukker jordskiven,
sandsynlig-‘gjøres derved, at den synkende sols sidste skin varer ved like til
‘solen igjen står op, så klart at stjernene blekner derfor. Folketroen
‘antar tilmed, at man hører lyden av den opdukkende sol, at man
‘ser gudernes skikkelser og hodets stråler. Dithen sætter sagnet — og
‘med rette — naturens grænser.” Som ovenfor omtalt (s. 82) mente
han at allerede havet nord for Orknøene var seigt og trægt.
Tacitus er den første forfatter som nævner Finnene (Fenni),
men om det er Lapper, Kvæner, eller et andet folkeslag kan ikke
avgjøres. Han sier selv: “Om jeg skal regne nationene Peuciner,
‘ Veneder [Vender] og Fenner til Germanerne eller Sarmaterne [-[Slagerne]-] {+[Sla-
gerne]+} er jeg i tvil om.” Han omtaler Fennerne nærmest som boende
langt mot nordøst, hinsides Peuciner, eller Bastarner, fra hvem de er
skilt ved skoger og fjeld, som de sidste gjennemstreifer som røvere.
“Hos Fennerne hersker utrolig vildhet og motbydelig armod. De har ingen
‘våben, ingen hester, intet hus [non penates, kanske snarere intet hjem]4; til mat
‘planter (herba), til klær huder, til leie bakken (humus). Deres eneste håb er pilene,
‘som de av mangel på jern sætter benspidser på. Jagten nærer både mænd og
‘kvinder; for kvinderne går sedvanlig med overalt og henter sin del av byttet.
Små-‘barnene har ingen anden tilflugt mot vilde dyr og regn, end at man gjemmer dem
‘i en slags sammenfletning av grener; dertil vender mændene tilbake, det er
‘oldingenes opholdssted. Allikevel tykkes dette dem et lykkeligere liv end at sukke
[1905, s. 31] foreslår at det kanske kan avledes av oldnordisk siöa, = trolle (jfr. seid)
og bety troldmænd. Om Sidones jfr. Much, 1893, ss. 135, 187, 188; Mullenhoff,
1887, ss. 109, 325.
1 Wiklund (1895, s. 103—117) mener at Kvænene i Nordsverige ikke var Finner,
men nybyggere fra Svearike.
* Jfr. Zeuss, 1837, s. 157; Mullenhoff, II, 1887, s. 10.
* Jfr. Lønborg, 1897, s. 136; Ahlenius, 1900, s. 37.
4 Jfr. Baumstark, 1880, s. 329; Mullenhoff, IV, 1900, g. 516.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
