Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og efter Ezekiel [5, 5—6] lå Jerusalem i denne skives mittpunkt.
Kjendskapet til jorden og dens ytterste grænser måtte end mer
forkrøbles i en slik tid, og det gjælder ikke mindst kjendskapet til
norden.
De forfattere som i middelalderens forste del syslet med så
verdslige ting som geografi, indskrænket sig mest til at gjenta, og tildels
videre forvanske, hvad Plinius og senere latinske forfattere hadde sagt
derom. Mest læst og hyppigst avskrevet blev Solinus og Capella,
også Macrobius og Orosius. Dette var den åndelige næring som
erstattet Grækernes videnskap. Sandelig, menneskeslegtens vei går
frem over høie vidder og dype daler.
Men om end folkevandringene for en tid hadde avbrutt den
fredelige handelsforbindelse med norden, så bragte de også nye
oplysninger, og i længden kunde det ikke hindres at de, og den
senere berøring, med nordens folk, satte spor efter sig også i den
geografiske viden. Det går således to strømme, ofte helt uavhængig
av hinanden, gjennem kjendskapet til norden i den tidlige
middelalders literatur; den ene utspringer fra den klassiske lærdom, cg
biir stadig mer uttyndet og grumset, den anden er den friske strøm
av nye oplysninger fra nord, som vi finder hos en Cassiodor eller
Prokop. Stundom flyter disse to strømme sammen, som hos en
Adam av Bremen, og kan da danne en blanding av likt og ulikt,
hvor det ofte er håbløst at finde vei.
Vistnok fandtes det dem, også i den første middelalder, som
opretholdt læren om jordens kuleform, mens tidlige kristelige
forfattere, som Lactantius (død 330) og Severianus (død 407), hadde
hævdet at jorden var en skive; den sidste mente også at himmelen
var delt i to etager, en øvre og en nedre, med den synlige himmel
som skille; jorden dannet gulvet i dette himmelhus. En opfatning
fra gammel tid (Empedokles, Leukipp, Demokrit) var, at denne
jordskive stod på skrå, og tiltok i høide mot nord, hvor der tildels var
høie fjeld, de Rhipaiiske og de Hyperboreiske (som på Ptolomaios’s
kart). Disse barnslige forestillinger fik sin merkeligste form hos
den alexandrinske munk KOSMAS INDIKOPLEUSTES (6. årh.), som Kosmas
skrev en “kristelig topografi” i 12 bøker. Han hadde i sine yngre
indikopieu-dage reist meget som kjøpmand, og set meget underlig, bl. a. ° °
de hjulspor som Israels barn hadde efterlatt sig under vandringen
gjennem ørkenen. Jødernes tabernakel var, mente han, bygget efter
samme plan og i samme forhold som verden. Følgelig måtte jord-
13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
