Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SARIOS, og fulgte ham på hans felttog indtil 549, bl. a. mot Goterne
i Italien. I sit verk (på græsk) om krigen mot Goterne (“De bello
gothico”, bd. II, kap. 14 og 15), skrevet omkring 552, gir han
oplysninger om norden, som er av stor interesse. Han fortæller om det
krigerske germanske folk, Erulerne, som fra gammel tid1 skulde
ha bodd på nordsiden av Donau, og som uten grund, bare fordi
de kjedet sig ved at ha fred i hele tre år, angrep sine naboer
Langobarderne, men led et avgjørende nederlag, og deres konge Rodulv
faldt i slaget (omkr. 493)2.
“De brøt da hurtig op fra sine bosteder, og drog på vandring med kvinder og
‘barn omkring gjennem hele landet [Ungarn] som ligger nord for Donau. Da de
‘kom til det strok hvor Rogerne tidligere hadde bodd, som forenet med Goternes hær
‘hadde vandret til Italien, satte de sig fast der, men da de i denne egn, som var lagt
‘øde, blev trykket av hungersnød, så drog de snart efter derfra, og kom nær
Gepi-‘dernes Land [Siebenbiirgen]. Gepiderne tillot dem at slå sig ned hos sig og bli
‘sine naboer, men begyndte derefter, uten mindste grund, at begå de avskyeligste
‘handlinger mot dem, voldtok kvinderne, frarøvet dem kuene og andre skatter, og
‘undlot ingen slags uretfærdighet, og begyndte endelig en uretfærdig krig mot dem.”
Erulerne satte nu over Donau til Illyrien og slog sig ned omtrent i det nuværende
Serbien under den østromerske keiser Anastatius (491—518). En del av Erulerne vilde
ikke “gå over Donau, men bestemte at slå sig ned i de ytterste ender av den bebodde
‘verden. Idet nu således mange høvdinger av kongelig blod overtok deres ledelse,
‘drog de gjennem alle Slavernes folkestammer efter hverandre, gik derfra gjennem et
‘vidt, ubebodd land, og vandret til de såkaldte Varner. Bortom dem gik de forbi Danernes
‘folkestammer [i Jylland], uten at barbarerne der øvet vold mot dem. Da de derfra
‘kom til verdenshavet [omkr. år 512] indskibet de sig, og landet på øen Thule [d. e.
‘Skandinavien] og blev der. Men Thule er uten sammenligning den største av alle
‘øer; for den er mer end ti gange så stor som Britannien. Men den ligger meget
‘langt derfra mot nord. På denne ø er landet for største delen ubygget. Men i de
■bebodde strøk er 13 talrike folkestammer, med en konge hver. Der hænder hvert år
‘noget vidunderligt; ti solen går, omkring sommersolhverv, slet ikke ned på 40 dager,
‘men biir uavbrudt i hele denne tid synbar over jorden. Ikke mindre end 6 måneter
‘senere, omkring vintersolhverv, er solen i 40 dager ingensteds at se på denne ø;
‘derimot er det vedvarende nat utbrett over den, og derfor er menneskene der i hele
‘denne tid meget nedtrykte, da de ikke kan ha samfærdsel. Vistnok er det nu på
‘ingen vis lykkedes mig, såmeget jeg end ønsket det, at nå denne ø, og at bli et
‘øienvidne til det omtalte; men fra dem som er kommet derfra til os, har jeg fåt
‘samlet oplysninger om hvordan de er istand til [at tælle dagene], da solen hverken
‘går op eller ned i de omtalte tider” o. s. v. Når solen, i de 40 dager den er oppe, under
sit daglige omløp på himmelen vender tilbake “til det sted hvor indbyggerne først så * *
1 Dette er sikkerlig urigtig, sandsynligvis er de kommet fra nord, og har slåt sig
ned nær Donau og ved siden av Langobarderne.
* Om grunden til krigen, og om slaget og kong Rodulv’s fald har Paulus
Warnefridi en sagnagtig fortælling [Bethmann og Waitz, 1888, ss. 57 ff.]; kampen
og kong Rodolv er også omtalt i Origo Gentes Langobardorum (fra omkr. 807). I
begge disse skrifter heter det at det var Langobarderne (og ikke Erulerne) som hadde
bodd i dette landet (ved Donau?) i fred i tre år.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
