Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skridfinner.
erhverve ved menneskeofring. Gamle og syke folk var nøtt til at be
sine slegtninge om hjælp til at komme ut av livet1; og de blev dræpt
med en dolk, av en som ikke hørte til familjen, og blev brændt på
et stort bål, hvorefter benene blev samlet og begravet, slik som var
skik, bl. a. i det vestenfjeldske Norge. “Når en Eruler døde, måtte
‘hans hustru, som vilde vise sin dyd og efterlate sig et godt rygte,
‘ikke længe efter hænge sig op i en strikke ved sin mands grav og
‘gjøre ende på sig. Gjorde hun det ikke, så mistet hun fremtidig
‘agtelse, og blev til anstød for mandens slegtninger. Denne skik
‘iagttok Erulerne fra gammel tid.” Deres mange guder og
menneskeofringene stemmer, som vi ser, med Prokops skildring av Thuliterne,
og med hvad vi vet om Skandinaverne fra anden kant. Da
menneskeofringer hos de fleste folk har været forbundet med måltider,
ved hvilke dræpte fiender spistes2, så hviler den påstand at vore
germanske forfædre ikke kjendte menneskeæteri på usikker grund.
Når det derfor i fund fra stenalderen i Danmark, Sverige og Norge
forekommer knuste eller skavede menneskeben, som tyder på
men-neskeæting, så kan ikke dette, som av dr. Andr. M. Hansen [1907],
føres som bevis for at fundene stammer fra et ikke germansk folk.
Forøvrig skildrer Prokop Erulerne i grelle farver, de er
have-syke, herskesyke, og voldsomme mot sine medmennesker, uten at
skamme sig derover. De hengir sig til de groveste sædelige
ut-svævelser, er de ondeste mennesker, og i bund og grund fordærvet.
Prokop’s Skrithifinoi (og Jordanes’s forvanskede form
Screre-fennae eller Scretefennae) er utvilsomt et folk av samme slag som
Tacitus’s Fenni (Ptolemaios-Marinos’s Finnoi)\ men som her har
fåt det beskrivende tillæg skrithi-, hvilket almindelig opfattes som
det nordiske skriöa (= skride, skrie, skli f. eks. på isen, gli, jfr. svensk
skridsko). Nordboene må ha betegnet sit finske nabofolk mot nord
som skridende (gående) på ski (skriöa å skiöum), til forskjel fra
1 Det synes at ha været en almindelig skik hos Germanerne at ta gamle folk av
dage (jfr. s. 15). Herodot [I, 216] fortæller allerede om Massageterne, som kan ha
været en germansk stamme, at “når en er blit meget gammel, kommer alle hans
slegt-‘ninger sammen og slagter ham, sammen med ham også andet småfæ; da koker de
‘kjøttet og holder et fest-måltid. Dette gjælder hos dem for den lykkeligste ende. Men
‘den som er død av en sygdom, spiser de ikke, men begraver ham under jorden, og
‘beklager at det ikke kom til slagtning med ham.“
a Denne meget utbredte form av antropofagi stammer fra den overtro at man ved
at spise noget av en anden, dyr eller menneske, eller bestemte dele, f. eks. hjertet
[jfr. Sigurd Favnesbane], tilvendte sig den andens særegne egenskaper som styrke,
mot, godhet, o. s. v. Det er altså en lignende forestilling som ved den kristelige nadver.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
