Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og som dræpte ham; men, som de nærmere omstændigheter ved
fortællingen viser, er det sandsynlige at det er stedsnavnene som er
de oprindelige, og som har skapt sagnet om trællene, og ikke
omvendt. A. BuGGE [1905, ss. 359 ff.] nævner en hel række islandske
stedsnavne av keltisk oprindelse, mest avledet av personnavne1; han
vil forklare dem som kommende fra keltisk påvirkning, og ved
irske landnåmsmænd; men den naturligste forklaring er sikkerlig
her som på Færøene, at der har været en keltisk urbefolkning på
Island, og ikke bare nogen irske munker, da Nordmændene kom
dit, og fra disse Kelter nedstammer for en del Islændingene, mens
de fik sit sprog fra den herskende klasse, Nordmændene, som også
blev den overlegne i antal. På den vis får vi en naturlig forklaring
av, hvordan det efter en kort landnåmstid kunde findes en så talrig
befolkning der, som det synes at ha været. Fremtidige
antropologiske undersøkelser av nutidens Islændinger vil kunne kaste lys
over disse spørsmål. Om hvor tidlig og hvordan Kelterne først
kom til Island vet vi forløbig ingenting.
Einhard Karl den Stores biograf Einhard (beg. av 9. årh.) omtaler
Øster-9 årh. gjøen som en bugt østover fra Vesterhavet av ukjendt længde og
ingensteds bredere end 100 000 skritt (omtr. 150 kilometer), og nævner
folkene deromkring; “Dani og Sueones, som vi kalder Nordmanni’\
bor på den nordlige strand og på alle øene, mens Slaver og Æster
og andre folk bor på den sydlige. Den bekjendte tyske lærde
Hrabanus Hrabanus Maurus (omkr. 776—856), erkebiskop i Mainz (847—856),
Maurus. bygger i sit encyclopædiske verk: De Universo (fuldendt 847) i 22
bøker, væsentlig på Isidor, som han i stor utstrækning avskriver,
Rimbertus. og han har lite om norden. Rimbertus (slutten av 9. årh.) gir
derimot, i sin biografi av Ansgarius, mange oplysninger om Skandinavien
og dets folk, mens den omtrent samtidige Baierske Geograf
(geographus Bawarus) beskriver de slaviske folk.
1 Det er forklarlig at steder og gårder kan være opkaldt efter irske
landnåms-mænds personnavne; men vanskeligere biir det at forstå at Nordmændene skulde ha
fåt keltiske navne, avledet av appellativer, på fjeld, fjorder, og elver — som overalt
horer til de ældste stedsnavne — hvis ikke Kelter hadde været der før de kom. Som
slike stedsnavne av keltisk oprindelse, eller som antyder keltisk bosætning, kan nævnes:
Dimunarvåg, Dimunar-klakkar (våg og to bergholmer i Breidifjord); Dimon, på flere
steder som navn på en åsryg, et fjeld, og en holme; Katanes; Katadalr; Kuöafljoi,
navn på en forening av flere elver til en stor vandmasse, i Vester-Skaftarfells syssel,
av irsk cud (— hode). Ovenfor er nævnt Minpakseyrr. Endvidere mange navne efter
Irer: en elv Ira, to steder Irageröi, en led ind til Hvammsfjord: Irska leiö, Irsku buöir,
en haug Irski höll, foruten Vestmanna-eyjar o. fl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
