Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
‘anden side av åen. Ikke hadde han før da møtt bygget land, siden han for fra sit
‘eget hjem; men det var hele veien øde land på styrbord, undtagen [at der fandtes]
‘fiskere, fuglefangere og veidemænd, og de var alle Finner, og det var altid vid sjø på
‘bakbord. Bjarmerne hadde bebygget sit land såre vel; men de [d. e. Ottar og hans
‘folk] torde ikke komme derpå; men Terfinnenes land var helt øde, undtagen der
‘jægere, eller fiskere, eller fuglefangere hadde tilhold.”
“Bjarmerne fortalte ham mange historier både om sit eget land og om landene
‘som var omkring dem, men han visste ikke hvad som var sandt, fordi han så det
‘ikke selv. Finnene og Bjarmerne, tyktes det ham, talte næsten samme sprog. Mest
‘drog han dit, både for at undersøke landet, og for hvalrossenes skyld, for de
‘har meget ædelt ben i sine tænder, — nogen slike tænder bragte de kongen —,
‘og deres hud er meget god til skibsrep. Den hval er meget mindre end andre
‘hvaler, ikke er den længere end syv alen lang; men i hans eget land er den bedste
‘hvalfangst, de er otte og førti alen lange, og de største femti alen lange; av dem
‘ipara], sa han, at han selv sjette (syxa sum) dræpte seksti på to dager1.”
Da Kong Alfred, som omtalt, må ha skrevet mellem 880 og 901,
kan Ottar ha gjort sin reise omkring 870 til 890. Denne
merkelige mand, som efter hvad han selv har sagt, drog ut på sin færd
væsentlig av vitelyst, er historiens anden reisende mot nord, om
hvem vi har sikre meddelelser. Grækeren Pytheas var den første,
og han nådde omtrent polkredsen. Omkring tolv hundrede år
senere fortsætter Nordmanden Ottar videre nordover langs Norges
kyster, og seiler helt ind i Hvite-havet. Han fastslog derved
Skandinaviens nordlige utstrækning, og er den første kjendte opdager
av Nordkap, Ishavet (eller Barentshavet) og Hvite-havet; men om
det sidste var en havbugt, visste han ikke. Det er ikke sandsynlig
at Ottar skulde ha været den første Nordmand som opdaget de
kyster han för langs. Vistnok kunde uttrykkene: “at han engang
1 Den rimeligste måte at læse den sidste og meget omstridte uttalelse på, er at
“av dem” skal gå tilbake på hvalrossene, som er syv alen lange, og at det
mellemliggende stykke om hvalene i Norge, som er større, er at opfatte som en indskutt
parentes [jfr. Jap. Stenstrup, 1889]; for det er ikke mulig at seks mand kunde dræpe
seksti store hvaler på to dager, og Ottar’s nøkterne fremstilling gjør det høist urimelig
at han har skrytt med slike skrøner. Kong Alfred har tydelig nok ikke opfattet den
væsentlige forskjel mellem hvalross og hvaler. En anden forklaring kunde være at
disse seksti var en flok av en mindre hvalart, som var tat ved stæng i en fjord, så
kong Alfred har bare forvekslet størrelsen med de store hvaler som han også hørte
Ottar fortælle om. Det har været forsøkt at redde meningen ved at anta at det ikke skal
læses “selv sjette”, men “med seks harpuner” (syx asum) eller “med seks skibe” (syx
ascum), hvormed altså “Ottar skulde ha dræpt 60 store hvaler”; men selv om en slik
rettelse var tilstedelig, så biir ikke beretningen mer trolig. Hvad skulde Ottar med seksti
store hvaler, selv om han kunde fange dem? Det måtte være spækket og kjøttet som
for ham hadde værdi, men så meget spæk og kjøt kunde han og hans mænd ikke ta
vare på i uker, end si i to dager. Selv en stor moderne hvalfabrik i vor tid med
maskiner og stor arbeidsstok vilde ha sin nød med at klare seksti storhval (48 eller
50 alen lange) før de råtnet, hvis de alle blev fanget på to dager.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
