Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tager og Føniker (se ss. 31, 52 f.)1. Det er tænkelig at den kan være
kommet ind i dette digt ad hel literær vei fra klassiske forfattere;
men skildringen synes at bære spor av mer liv, og snarere peker
den vel på et sagn som har levet på folkemund.
I dette digt og hos Adam av Bremen nævnes navnet Island for
første gang i literaturen1 2, begge steder som et kjendt land, men
hvorom det fortælles merkelige ting, hvilket er naturlig nok, da det
lå nær grænserne for det ukjendte. Den fromme Reginbrecht kan
ha reist til Island som missionær eller geistlig utsending, hvilket
ikke er underlig da landet stod under erkebispesætet i Hamburg.
Derimot er det mer overraskende at folk alt på den tid seilte dit
fra Tyskland med mel, vin, og ved. Men da disse varer netop må
ha været værdifulde på det kornløse og træfattige Island, tyder det
på kjendskap, og lyder ikke usandsynlig. At det skulde være stor
rigdom der, stemmer ikke med Adam’s skildring, som går i motsat
retning; men når det straks efter nævnes meget av forråd, kan det
vel her mest tænkes på det rike fiske, og kanske saueavlen, som
allerede dengang har været utviklet.
Den underlige forestilling om isen som biir så hård og kan glødes,
og som i anden form forekommer hos Adam av Bremen, er
vanskelig at forstå. Skulde den, som prof. Torp har foreslåt mig, være
opståt ved misforståtte meddelelser om at Islændingene giødet
1 Det kan i denne forbindelse ha interesse at minde om at Plutarch [De facie in
orbe Lunae, 941] omtaler at øen Ogygia lå fem dages seilas i vest for Britannien, og
på en av de tre øer i nordvest ligger Kronos fangen (jfr. ovenfor s. 120), hvorfor havet
kaldes det Kroniske. Efter barbarernes utsagn skulde “det store fastland [d. e. det
‘som ligger hinsides oceanet, jfr. ovenfor s. 13] hvorav det store hav omsluttes i en
‘kreds” ligge nærmere disse øer, “men fra Ogygia er det omtrent fem tusen stadier
‘når en reiser med robåter; ti havet er tungt at fare over, og mudret på grund av de
‘mange strømmer; men strømmene sender det store land ut, og det opstår opskyllinger
‘ved dem, og havet er tungt og jordagtig, hvorfor man også holder det for at være
‘størknet”. Det er lignende forestillinger som vi allerede fandt i Aristoteles’s
Meteoro-logica (jfr. ovenfor s. 31), og Plutarch lægger altså dette seige hav nærmest mot
nordvest. Forøvrig ser det ut som om man i oldtiden tænkte sig det stivnede hav (gjerne i
forbindelse med mørke) overalt ut mot verdens yttergrænser. I en tale lar Curtius
(på Augustus’s tid) Alexander’s soldater (da de vil tvinge ham til at vende om) bruke
uttryk som at dette fører ingensteds hen, alt var dækket av mørke og et ubevægelig
hav, og den døende natur svinder ind.
2 På karter optræder navnet muligens tidligere. På det engelske verdenskart
(Cottoniana) muligens fra slutten av 10. årh. (992—994) er det et Island (se s. 141);
men det er ikke utelukket at den opbevarte avskrift av dette kart kan være senere,
og ha fåt nogen navne fra Adam av Bremen [jfr. K. Miller, III, 1895, s. 37].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
