Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Først satte de over Nordsjøen og för til stadighet på Shetland,
Orknøene, nord-Britannien, og Irland; derefter til Færøene, Island,
og Grønland, og så satte de tvers over selve Atlanterhavet, og fandt
derved Nordamerika. Hvor tidlig seilasen over Nordsjøen begyndte
vet vi ikke; men det var, som vi har set, sandsynligvis før Pytheas’s
tid, og meget tidligere end almindelig antat. Allerede J. E. Sars
[1877, I (2. utg.), s. 191] kom av andre grunde til den slutning at det
var “langt op i Tiden”, og længe forut for vikingtiden.
De større vikingetogs begyndelse sættes almindelig til slutten av ne første
det 8. århundrede, eller endog til et bestemt år, 793. Men fra histo- vikingetog.
riske kilder1 kan vi slutte at det sikkert allerede i det 6. århundrede
foregik vikingfærder over Nordsjøen fra Danmark til Frankernes
rike, og vel også til det sydlige Britannien1 2, og i begyndelsen av
det 7. århundrede har kanske Nordmændene sat sig fast på Shetland
og har endog plyndret på Hebriderne og nordvest-Irland (år 612)3 4.
Vi vet endvidere fra historiske kilder, at allerede fra det 3.
århundrede og til slutten av det 5. århundrede seilte de vidfarende
Eruler fra Skandinavien, tildels sammen med saksiske sjørøvere,
over Vest-Europas have, og herjet på kystene av Gallien og Spanien,
ja drog i 455 ind gjennem Middelhavet like til Lucca i Italien1.
Av disse historiske kjendsgjerninger må vi kunne slutte, at det Nordboenes
længe før den tid har været samkvem over sjøen mellem landene i første
skibs-Nord-Europa. Bebyggelsen var endnu i hine tider meget spredt i
Skandinavien, og særlig i Norge, og al kulturutvikling, som ikke
skyldtes direkte påvirkning utenfra, må ha foregåt uhyre langsomt
så langt tilbake i historien, selv hvor samfærdselen var livligere end
i norden. Da vi ikke kjender noget andet europæisk folk som på
1 Gregor av Tours; Gesta Francorum; de gamle angelsaksiske digte Beowulf
og Widsiö, o. fl.
J Zeuss, 1837, s. 501; Mullenhoff, 1889, ss. 18 f., 95 f.; A. Bugge, 1905, ss. 10 f.
8 Jfr. H. Zimmer [1891, 1893, s. 223] og A. Bugge [1905, ss. 11 f.]. I en
levnets-beskrivelse av den hellige Gildas, på en ø nær Wales [Vita Gildae, auctore Carodoco
Lancarbanensi, s. 109] heter det at han blev plyndret av sjørøvere fra de Orcadiske
Øer, som må antas at ha været norske vikinger. Det skulde ha været i det 6. årh.;
men håndskriftet er fra det 12. årh. Øen Serk, øst for Guernsey, blev ødelagt av
Normannerne, ifølge Miracula Sancti Maglorii cap. 5. (A. de la Borderie, Histoire
de Bretagne, Critique des Sources, III, 13, s 236). Denne del av „Miracula” er efter
Borderie avfattet før 851; men allerede i helgenens levetid (6. årh.) henlægger
Miracula et angrep av Normannerne (cap. 2). Det har været fremholdt [jfr. Vogel, Die
Normannen und das Fränkische Reich, 1896, s. 353] at dette skulde gjælde saksiske
sjørøvere; men vistnok med urette.
4 Jfr. Zeuss, 1837, ss. 477 f.; Mullenhoff, 1889, s. 19.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
