Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
‘der som heter Natfaravik. Gardar för da til Norge og roste landet meget. Han var
‘far til Uni, far til Hroar Tungugodi. Efter det blev landet kaldt Gardarsholm, og
‘det var da skog mellem fjeld og fjære.”
I Hauk’s Landnåmabék (fra beg. av 14. årh.) nævnes Gardar’s færd som den
første, og Naddodd’s som den anden, og det heter om Gardar at han var “søn av
‘Svavar den Svenske; han eide jorder i Sjælland, men var født i Sverige. Han for til
‘Suderøene [Hebriderne] for at hente farsarven til konen sin. Men da han seilte
‘gjennem Pettlands Fjord [mellem Orknøene og Skotland] drev han unda veiret, og räk
‘vest i havet, o. s. v.” Sturluboken er visstnok skrevet et halvt hundred år før Hauk’s
Landnåmabok, og har været kilde for denne sammen med den nu helt tapte
Landnåmabék av Styrme Frode1 (død 1245); men da den opbevarte avskrift av Sturluboken
er senere (fra omkr. 1400), har mange ment at Hauksboken skulde være mere
pålitlig i dette stykke, og de har derfor hævdet, at efter den ældste islandske tradition
skulde den svenskfødte Danske Gardar være den første skandinaviske opdager av
Island. Man har også fundet en støtte for denne opfatning deri, at i Sturlubok heter
det på et andet sted: “Uni, søn av Gardar som først fandt Island.” Det har derfor
været hævdet, at det er først efter 1300 at der er gjort en ombytning i rækkefølgen av
Gardar’s og Naddodd’s reiser i bokens begyndelse [jfr. F. Jönsson, 1900, s. XXX].
Men denne påstand tør være tvilsom; det synes nærmest som om den islandske
tradition selv har været usikker på dette punkt. Vi så ovenfor at det norske skrift
Historia Norwegiæ nævner Gardar som den første; mens den endnu tidligere munk
Tjodrik [1177—1180] har en fortælling om en første tilfældig reise til Island, som
er den samme, tildels endog ordret, som både Sturluboken’s og Hauksboken’s
fortællinger om Naddodd’s reise, bare at Tjodrik nævner ikke noget navn i
forbindelse med den. Senere sier han rigtignok at Gardar og Floke var gåt forut for
Ingolv; men det må mene at alle tre kom efter den først nævnte navnløse reise.
Når nu hertil lægges Sturluboken’s vage uttryk at “somme nævner Naddodd viking”
i forbindelse med hin første tilfældige reise, da synes den logiske slutning at
måtte bli, at der har været en gammel tradition om at nogen, usikkert hvem, var
for længe siden blit stormdrevet til dette Sneland, på samme vis som det på Island
var en tradition om at Gunnbjørn var for længe siden fordrevet til Gunbjørnskjær, før
Grønland blev fundet av Eirik Raude. Somme har da forbundet hine første
storm-drevne med et norsk vikingnavn Naddodd. Slik dannes sagn. Men den første som
skulde ha omseilt landet og lært det nærmere at kjende, var efter traditionen Gardar*
hvis navn var sikrere kjendt; hvorfor han også gjerne blev nævnt som landets første
opdager (liksom Eirik Raude og ikke Gunnbjørn blev nævnt som Grønlands opdager).
Hauk Erlendsson har så, i overensstemmelse dermed, forbedret Landnåmabék ved at
sætte Gardar’s reise først, mens han samtidig har gjort omtalen av Naddodd mer
bestemt, hvilket blev nødvendig, da det skulde være en senere og følgelig like godt
kjendt reise. Han nævner også Naddodd’s slegt, som ikke omtales i Sturlubok. Denne
antagelse bekræftes ved den sidstes ovenfor fremhævede vage uttryk om Naddodd,
og derved at bare Gardar’s og Floke’s navn nævnes av Tjodrik Munk, og bare Gardar
og en anden (Floke?) i Historia Norwegiæ. Hadde Naddodd’s reise været efter Gardar’s,
og følgelig like godt kjendt som dennes, biir det underlig at den ikke nævnes sammen
med hans og den tredje reise som kom efter. Men alt dette er jo av lite værd, da vi
som nævnt, i hvert fald ikke kan opfatte disse fortællinger som mer end sagn.
Den tredje reise blev, efter både Hauksbok og Sturlubok, gjort
av en stor viking som het Floki Vilgerdarson. Han rustet sig
1 Den oprindelige Landnåmabék, som har været kilden for både Styrme’s og
Sturle’s utgaver må være skrevet i begyndelsen av det 13. årh.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
