Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
‘sig ut, og vi har set nogen av dem og hørt deres fortællinger og frasagn. Men det
‘råd har alle de tat til, som er kommet ind i denne isdriften [isavök eller Isavålkit],
‘at de har tat småbåtene og dradd op på isen med sig, og har således søkt til
‘lands, men havskibet og alt andet gods er blit efter og er blit tynt; men somme har
‘og bodd ute på isen en fire-fem dager før de har nådd landet, og somme enda
‘længere. Disse isene er underlige av natur; de ligger stundom så stille som ventelig
‘er, med adskilte våger eller store fjorder; men stundom har de så stor og strid en
‘fart, at de farer ikke senere end det skib som har god bør, og de farer ikke sjeldnere
‘mot veiret end med, når de først kommer i vei. Det er endda nogen iser i det havet,
‘som er av anden vekst, og som Grønlændingene kalder faldjøkler. Deres vokster er
‘liksom det stod et høit fjeld op av havet, og de blander sig ikke med andre iser,
‘men holder sig ensomme.”
Denne træffende skildring av isen i polarstrømmen viser at
folk stundom forliste i den og kom iland paa Grønlands østkyst.
Det er ovenfor (s. 203) fortalt om Snæbjørn Hölmsteinsson og
hans fæller, som kan være kommet til Østgrønland (?).
En tidlig reise1 som skulde være foretat langs denne kyst er
skildret i Floamanna-saga: Den islandske høvding Torgils Orra- Torgiis
BEINSFOSTRE skulde omkring 1001 ha dradd ut fra Island med Orrabeins-
jfOStTQ
kone, barn, venner, træller — ialt vel 30 mand — og buskap, for at
søke sin ven Eirik Raude, som hadde indbudt ham til Grønland.
Om høsten forliste de på østkysten; og først efter fire år, da de
levde av hval- og sælfangst, og fiskeri, og efter mange slags
eventyr nådde Torgils frem til Østerbygden. Sagaen er fra en sen tid,
kanske omkring 1400, den er meget eventyrlig og ikke meget
troværdig. Men skildringen av landet, med bræer som rækker til
sjøen, og isen utenfor som ligger tillands meste delen av året, kan
ikke være digtet ihop uten noget kjendskap til Grønlands østkyst,
for den bebodde vestkysten er helt forskjellig. Fortællingen om
Torgils’s færd tør derfor ha en historisk kjerne [jfr. Nansen, 1890,
s. 253], og den gir desuten en malende skildring av de vanskeligheter
og farer skibbrudne færdesmænd har at overvinde i de arktiske
farvand; men den er også til utrængsmål fuld av overtro og drømmer
og slikt, foruten andre rene urimeligheter, som at de reisende
van-smegter så av tørst at de vil drikke sjøvand (med urin) for at berge
livet2, mens de ror langs kysten med is og sne på alle kanter,
1 Hvis Gunnbjørnskjær lå på østkysten, så biir Gunnbjørn Ulvsson den første
som kom dit; men som før omtalt (s. 201) kan de hellere ha været nær Kap Farvel,
hvis da reisen er historisk.
’ Dette træk har åbenbar sammenhæng med irske sagn, som samme saga også
på andre punkter viser likhet med. Det heter i Floamanna-saga [jfr. Grønl. hist.
Mind., II, s. 118]: “De var da meget utarmet av tørst; men vand var det ingensteds i
‘nærheten. Da sa Starkad: Det har jeg hørt folk har gjort når det gjaldt livet, at de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
