Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
het med hver sin kvinde)1; Aircthech (= det skjønne land); Ciuin
(= det milde land) med rigdom og skatter av alle farver, hvor en
lytter til deilig musik, og drikker den lifligste vin; Mag Mon (=
lekenes slette); Imchiuin (= det meget milde land); Mag Mell (= den
lykkelige slette, Irernes Elysion), som skildres som liggende under
havet, og hvor mænd og ømme kvinder uten synd, uten forbrydelser,
sitter under en busk ved den skjønneste lek, og den herligste vin,
hvor det er en pragtfuld skog med blomster og frugter og gyldne
blade, og den virkelige vinrankes duft; der er også Inis Subai
(glædens ø), hvor alle folk bare ler2. Det sies i samme fortælling at
“der er tre ganger femti fjerne øer i havet i vest for os, hver av dem
kto ganger større end Erin, eller tre ganger.”
At vestlige lykke-land i de irske sagn (endog i den kristelige
Imram Maelduin) ofte skildres som Kvindernes Land (Tfr na-m-Ban)
eller Jomfruenes Land (Tir na-n-Ingen) med elskovsfulde længtende
kvinder kunde tænkes at ha sammenhæng med Muhameds Paradis
og Hurierne; men det erotisk sanselige element er i det hele så
sterkt fremtrædende i den middelalderske irske literatur at dette
træk kan også være egte irsk.3 Det må forøvrig være dette Tfr 1 2 * * * * * 8
1 Det er åbenbart dette land som i den bretonske kristelige legende om den
hellige Machutus (9. årh.) er blit til den paradisiske ø Yma, bebodd av himmelske engler.
2 I den irske kristne legende Imram Maelduin, kommer de sjøfarende til to
øer, de jamrende folks ø med de klagende stemmer, og de leende folks ø. De
samme to øer omtales i Imram Curaig Ua Corra [jfr. Zimmer, 1889, ss. 160, 171, 188,
189]. De har åbenbart sammenhæng med græske forestillinger, som vi finder dem
hos Theopomp, om elvene Hedone og Lype i det fjerne land Meropis (se ovenfor s. 14;
jfr. også vellystens og latterens kilder på Lukian’s Salige 0 i Verae Historiae). Det kan
endvidere ha sammenhæng med de jamrende folks ø, at Saxo Grammaticus i indled-
ningen til sin danske historie, sier at man mener i drivisens larm mot Islands kyst at høre
de klagende stemmer av de fordømte sjæle, som må sone sine synder i denne bitre kulde.
8 Disse irske forestillinger om et lykkelig kvindeland har forøvrig flere
overensstemmelser med vor huldretro og med de tyske sagn om Venusberget, idet huldren
liksom Frau Venus, oprindelig Frau Holle eller Holda [jfr. J. Grimm, 1876, II, s. 780],
bergtar og forfører mænd, og beholder dem hos sig i lang tid; men det sanselige
element er mer avdæmpet og mindre fremtrædende i de germanske sagn. Det kan
forekomme sandsynlig at det irske kvindeland også har nogen sammenhæng med den
elskovsfulde, hårfagre nymfe Kalypso’s huleø Ogygia fjernt i havet i Odysséen
[V, 135 ff.; VII, 254 ff.]. Liksom mændene i de irske sagn ikke biir ældre og ikke dør
når de kommer til kvindelandet, og liksom dronningen der ikke vil slippe mændene
fra sig igjen (jfr. Maelduin), således vilde Kalypso beholde sin Odysseus, gjøre ham
“til en udødelig mand, evindelig ung ud i fremtid’’. På lignende vis ældes heller ikke
de mænd som kommer til hulderen i berget, og de synes at ha endnu vanskeligere
for at komme ut igjen end bergtatte kvinder. (Det er et almindelig træk dette at de
ikke ældes eller at lang tid går hen uten at de merker det i glædesrusen. Også Lukian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
