Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
‘det faldt i havet, begyndte havet at koke som om et ildsprutende fjeld var der, og det
‘steg rok op av havet som ild av en bakerovn.” De andre beboere styrter nu også ut
og kaster sine ildmasser, men Brandan og brødrene slipper bort [Schrøder, 1871, s. 28].
I beretningen om Maelduin’s sjøfærd fortælles en lignende historie
om smeden som med en tang kaster en ildmasse bak båten, så at
havet koker, men træffer dem ikke, da de flygter i hast ut på det
store hav [jfr. Zimmer, 1889, s. 163, 329]. Likheten med Karlsevne
og hans folk som flygter skyndsomst for Skrælingenes svarte kule,
lik en sauevom, som kastes over dem fra en stang og gjør en fæl
låt der den falder, er åbenbar; men det ser altså ut som at dette
irske sagntræk — som er gjenklang av de klassiske Kykloper i Aeneiden
og i Odysséen (jfr. Polyfem og Kykloperne), og de digre stener som
blev kastet efter Odysseus — av sagafortælleren er blit “modernisert"
med europæiske middelalderske kastemaskiner og hærbrest henført
til Indianerne.
Det underlige uttryk — som brukes da Skrælingene kom om
våren, anden gang til Karlsevnes boplads — at de kom roende i en
mængde med hudkjeiper, “så mange som om det var sådd med kul
‘foran HöperT [d. e. pollen, viken] synes at finde sin forklaring i en
fortælling lik den i Imram Brenaind [jfr. Zimmer, 1889, s. 138] hvor
Brandan med sine fæller kommer til et lite, forlatt land, og havnen
de løp ind i, blev straks fyldt med “dæmoner i form av pygmæer
‘og dverger, som var svarte som kul”.
Den hellustein som sat i skallen på den faldne Torbrand
Snorra-son, er et merkelig kastevåben, og synes trollagtig (jfr. arabisk sagn
kap. XIII). Træk som at Skrælingene skulde forstå at hvite skjolde
mente fred, at røde mente kamp, virker fuldstændig europæisk1.
Et rent sagntræk i skildringen av slaget er også det at Freydis
skræmte Skrælingene ved at dra brystene op av serken og bryne
1 Træstængene som svinges med eller mot solen, synes uforståelige, og det må
være faldt ut noget av meningen ved overføringen fra den fortælling hvorfra dette træk
er lånt. Det kan stamme fra kajakårerne hos de grønlandske Eskimoer, som på
avstand ser ut som stænger som svinges, med eller mot solen eftersom de sees fra
den ene eller anden side. Nævnes kan det at i det ældste håndskrift av Eirik Raudes
saga, i Hauksbök, står det ikke trjånum som i det yngre håndskrift, men triom og trionum.
Nu kunde trionum eller trjönum bety både stænger og tryner, og en kunde da tænke på
Indianernes dyremasker, eller også på trollenes lange tryner eller dyriske snyteskaft
som går igjen i fossile former i eventyrene, ja endog i leker som endnu er bevaret i
Gudbrandsdalen under navnet trono (regelret gudbrandsdalsk lydutvikling av oldn.
trjöna) hvor folk tar en dyrefeld over hodet og sætter på sig et langt trolltryne med
to trækjaker. Men at det blev veivet med tryner med eller mot solen gir ikke bedre
mening; her kunde være en eller anden sammenblanding.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
