Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
altså ikke er et etnografisk navn oprindelig, men en pusling eller vette — er brukt om
folkene både i Vinland og på Grønland, fordi ordet keiplabrot er brukt av Are Frode
(se ovenfor s. 200), og fordi det på to steder i Eirik Raude’s saga, nedskrevet henved
300 år efter “hændelserne”, brukes ordet huökeipr om Skrælingenes båter i Vinland,
mens de på fire steder kaldes for skip (d. e. farkost), og et andet sted bare for keipana.
Det forekommer mig at dette er at tillægge de gamle Islændinger en etnografisk
interesse, som den islandske literatur viser at de netop har manglet (jfr. ovenfor ss. 349
ff.)-Det biir i hvert fald uberettiget at se på disse sent nedskrevne traditioner som
etnografiske avhandlinger, hvor hvert ord har videnskapelig betydning, dertil indeholder
de også altfor mange iøinefaldende sagntræk. Det kan ikke sees at nogen av de
nævnte forfattere har gjort sig det klart av hvad slags skind Skrælingene i det
sydlige Nova Scotia eller endnu længere syd (“hvor det ikke faldt sne”) skulde ha laget
sine skindbåter?
Betingelser for nogen sjøfangst til at leve av, kan det ikke ha været på disse
sydlige kyster. De sælarter som danner Eskimoens umistelige livsbetingelse længere
nord findes ikke mer. Den eneste sælart som forekommer hyppig på Nova Scotia’s
kyst er efter prof. Robert Collett’b oplysning, gråsælen (Halichoerus grypus), som
også findes på Norges kyst og bl. a. er gjenstand for fangst på Fro-øene. Men denne sæl
kan ikke ha optrådt i så store mængder i det sydlige Nova Scotia eller længere syd,
at den kunde betinge Eskimoens almindelige fangerkultur. Han måtte følgelig gåt
over til at leve væsentlig av landjagt lik Indianerne; men hvor biir det da av den
likhet i kultur mellem Skrælingene i Grønland og i Vinland, som netop skulde adskille
dem fra Indianerne? Selve grundvolden for teorien forsvinder således. Prof. Y. Nielsen
[1905, ss. 32 f.] fremholder, at Skrælingene i Nova Scotia behøver bare at ha hat
“transportbåter” eller “konebåter” av skind, og at “hvad der berettes om dem,
inde-‘holder ikke engang en Antydning af, at de kunde have anvendt Kajaker.” Dette gjør
teorien endnu mer usandsynlig. Hvis disse Skrælinger har manglet kajak som er og
må være selve betingelsen for en eskimoisk fangerkultur på en åpen havkyst, så kan
de heller ikke hat sælskind til konebåter, eller til klær, eller telter. De måtte da ha
trukket disse båter med skind av landdyr; men hvilke? Vistnok er det kjendt at
enkelte Indianer-stammer har trukket sine kanoer med dobbelte bøffel-huder, hvilket
de nævnte forfattere ikke kan ha været opmerksom på, når de anser skindbåter som
avgjørende bevis på Eskimo-kultur; endvidere trækker Irerne fremdeles sine båter med
oksehuder; men hverken bøfler eller okser fandtes i Nova Scotia; de indfødte måtte
vel da helst ha brukt hjorteskind? Den hele argumentation fører os således fra den ene
usandsynlighet til den anden, som ventelig er når den bygges op på så løst grundlag.
Grønlændingene kan nok ha kaldt Indianernes næverkanoer keipr eller keipull
(en liten båt); men det er endnu sandsynligere at efterhvert som traditionens
enkeltheter forviskedes i tidens løp, så er betegnelsen for Skrælinge-båten gåt over til at bli
den som bruktes for de eneste båter, som i senere tid kjendtes som særegne for
Skrælingene, nemlig skindbåtene i Grønland. Dertil kom at skindbåter også var kjendt fra
Irland, mens det at lage båter av næver var helt fremmed for Islændingene. Desuten
hvis en vil lægge så megen vegt på et enkelt ord, huökeipr, som ingen rolle spiller
i fortællingen, hvad skal en da gjøre med Skrælingenes kastemaskiner (valslongur) og
deres svarte kuler, som låt så fælt, at de jog Karlsevne og hans mænd på flugt, de har
en ganske anden betydning i hele skildringen, for ikke at tale om synkvervingene.
Når de, lik mange andre træk i sagaen, er hentet fra helt andre kanter av jorden, biir
det neppe urimelig at et ord som huökeipr er hentet fra Grønland og fra irske sagn.
De navne som efter sagaen de to i Markland røvede Skrælinge-barn skulde ha
meddelt, og som skulde ha levd på folkemund i mer end 250 år, kan heller ikke til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
