Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ophøret av
forbindelsen
med Europa.
Folkene blev følgelig endnu mer avhængige av fangsten; og fædriften
måtte derved forsømmes. På den vis blev kosten enda ensidigere,
idet melken måtte savnes, deres forplantning blev ytterligere hemmet.
Dertil kom at deres gjennemsnitlige fangerdygtighet, i begyndelsen
iaifald, vel ikke kunde måle sig med Eskimoenes, og at de manglet
salt til opbevaring av fangsten, som derfor måtte tørres eller fryses.
De har således ikke kunnet lægge op store forråd, og har været
mer eller mindre avhængige av hvad de til enhver tid kunde fiske
eller fange. Det er da let forståelig at deres motstandsevne har
ikke været stor, når dårlige fangsttider indtraf, eller om de har fåt
herjende farsotter. Det er derfor ikke underlig om folkemængden
har tat av.
Ophøret av forbindelsen med Island og Norge kom på følgende
vis: I årene mellem 1247 og 1261, i Håkon Håkonsson’s regjeringstid,
underkastet Grønland sig frivillig den norske krone, mens det
tidligere hadde været en fristat lik Island. I 1294 blev handelen på
Norges skatlande, og deriblandt også Grønland, erklært for et slags
kongelig monopol eller privilegium, som kongen kunde bortforpagte
til norske undersåtter. Dette førte til, at bare kongens skibe — og
derav var det som regel bare ett, kaldt “knarren” — hadde lov til
at seile dit for at handle2, og det blev begyndelsen til enden.
Allerede før den tid var forbindelsen med Grønland sparsom. I
Kongespeilet heter det således, at det var sjelden at folk reiste dit. Men
nu, da den kongelige “knarr” praktisk talt blev alene om denne seilas,
skulde det bli meget værre. Den brukte ofte flere år til hver tur.
Når det så også gik nogen tid mellem hver reise, så vil det forstås
at forbindelsen kunde ikke, i bedste fald, bli livlig. Men når dertil
kom at “knarren” stundom forliste, blev det endnu værre. At
forbindelsen må ha været dårlig allerede ved begyndelsen av det 14.
århundrede, sees av et brev fra biskop Arne i Bergen til biskop
Tord på Grønland, fra 22. juni 1308, hvori det forutsættes at kong
Erik’s død 9 år før, i 1299, endnu ikke var kjendt på Grønland.
I mitten av det 14. århundrede kom “knarren” f. eks. hjem til Bergen
1346 i god behold og med overmåde meget gods; men kanske først
i 1355 reiste den ut igjen, og vi hører ikke noget om at den er vendt
tilbake før 1363 (?). I 1366 hører vi, at “knarren” igjen blir rustet * i
2 Opbevarte kongelige skrivelser viser at forbudet mot at handle på disse
skatlande blev påny sterkt indskjeerpet av Magnus Smek i 1348, og av Erik av Pommern
i 1425.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
