Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bort fra det indtryk at det ad en eller anden mundtlig vei (jfr. foran
ss. 274 f.) må være en forbindelse mellem den irske fortælling
(nedskrevet længe før Adam av Bremen’s verk) og den ovenfor nævnte
fabel (såvel som flere andre) som Lukian gjengir, hvad enten nu
denne forbindelse fører til Lukian selv eller til de forfattere han
parodierer. Men da er det ikke nogen dristig slutning videre, at
der også kan være forbindelse mellem Lukian’s eller den græske
fabelliteraturs vandkløft eller dype avgrund, som de sjøfarende med
nød og neppe undgik, og Adam’s havsvelg, som kong Harald såvidt
undgik ved at vende om.
Men det er også tænkelig at de forskjellige strømmer i de
nordlige farvand kan ha git næring til disse hyppig opdukkende
forestillinger om malstrømmer og havsvelg. Slike malstrømmer
forekommer også i de irske sagn. I Imram Brenaind [jfr. Zimmer,
1889, s. 134] fortælles det:
En dag så de sjøfarende på oceanet dype, mørke havstrømmer [hvirvel eller [-havsvelg],-] {+hav-
svelg],+} og deres skibe syntes at bli trukket ind i dem med stormens magt. Alle blikke
hang i denne store fare ved Brandan. Han talte til havet, at det skulde nøie sig med
at drukne ham alene, men skåne hans kammerater. Da blev havet rolig, og hvirvlenes
styrtsjøer la sig straks; fra da til nu skadet de ingen andre.
Historia Norwegiæ lægger “Charybdis, Scylla, og uundgåelige
‘hvirvler” nord i Havsbotten (jfr. senere). Dette må ha været en
almindelig forestilling i Norge; for omtrent 100 år senere, i 1360,
skrev Englænderen Nicholas av Lynn, som i mitten av 14. årh.
reiste i Norge, det tapte verk “Inventio Fortunata” om de nordiske
lande og deres havsvelg fra 53° til nordpolen; men desværre kjender
vi ikke indholdet1. Forestillingene om disse havsvelg kan vel stå i
forbindelse med frasagn om farlige strømmer nord på. Særlig kan
Moskenstrømmen ved Lofoten tidlig ha git næring til megen overtro.
Om vinteren med vestlig vind går den med optil 6 mils fart, og kan
ved stigende vand være aldeles ufarbar. Den kan sætte høi topsjø,
og det bryter over hele strømmen, så det kan høres en halv mil
borte2. Fra senere tider er det hårreisende skildringer av denne
farlige strøm. Olaus Magnus (1555) sier således at det mellem
Roest og Lofot
“er et så stort svelg, eller snarere Charybdis, at det pludselig omskyller og i et
‘øieblik opsluker de sjøfarere som uagtsomt kommer nær” (se billedet s. 121)...
“Spilrene efter skibbruddene tilbakegis høist sjelden, og om de kommer i dagen, viser
1 Giraldus Cambrensis omtaler også den farlige malstrøm nord for Hebriderne.
5 Jfr. Amund Helland, Lofoten og Vesteraalen. Norges geologiske Undersøgelse.
No. 23. Kristiania, 1897, s. i 06.
Malstrøm
hos Irerne.
Malstrøm,
i Norge. [-Moskenstrømmen.-]
{+Mosken-
strømmen.+}
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
