Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Svalbard [-sandsynligvis Spitsbergen.-]
{+sandsynlig-
vis Spits-
bergen.+}
’Wegestaf, hvilket skiller Bjarmeland (Biarmonia); der er den meget dype og nordlige
‘bugt som i sig har Charybdis, Scylla, og uundgåelige hvirvler; der er også isdækte
‘forbjerge som styrter i havet uhyre isstykker, som er blit øket ved bølgespyende
‘oversvømmelser, og som er frosset sammen ved vinterkulden, med dem støter ofte
‘kjøpmændene mot sin vilje sammen, når de søker Grønland, og således lider de
skib-‘brudd og kommer i fare.”
Det kunde synes rimelig at denne skildring av et land i nord,
gjaldt Svalbard; og den naive omtale av bræisen som styrter fra
landet, kan også nærmest stamme fra Ishavs-farere; for at det bare
skulde være meddelelser fra Grønland som er flyttet dit nord, synes
mindre rimelig. STORM satte vistnok Historia Norwegiæ til årene
mellem 1180 og 1190, altså før Svalbard’s opdagelse efter Annalene;
men senere forfattere sætter den til det 13. årh., endog 1260 (se s.
196). Forestillingen om de store mennesker og Jomfruenes Land
er tydeligvis tat fra Adam av Bremen, og kan være en literær
utsmykning.
Det har været forskjellige meninger om hvilket land Svalbard
var. Mange har trodd at det måtte være Grønlands nordlige
østkyst; Jan Mayen har også været nævnt; mens andre som S.
Thor-LACIUS for hundred år siden (1808) antok at det var “de østen for
‘Permien (Bjarmeland) beliggende sibiriske kyster av Ishavet, som
‘hos de gamle Nordboer indbefattes under det almindelige navn
‘Svalbard, d. e. den kolde kyst.” Gustav Storm [1890, s. 344] har
hævdet at Svalbard nærmest må være Spitsbergen,1 og flere grunde
taler for at denne antagelse er rigtig.
Fra oplysnigene på det nævnte sted i Landnåmabök kan ikke
sluttes noget sikkert om Svalbard. “Nord i Havsbotten” må mene
en eller anden nordlig retning; for det er bare hovedretningene nord,
syd, og vest, og ingen retning mellem dem som nævnes; alene for
en kurs, fra Bergen til Hvarv på Grønland, står det uttrykkelig
“rett i vestr”, hvilket må være retvisende vest2. Langanes sies at * *
1 Jfr. også A. Bugge, 1898, s. 499; G. Isachsen, 1907.
* I retvisende nord for Langanes er det ikke land, nærmest ligger Jan Mayen i
nord-nordøst og Grønland i vest-nordvest. Da leidar-steinen (kompasset) var kjendt
på Island da Hauk’s Landnåmabök blev skrevet (jfr. ovenfor, s. 198) kunde her menes
magnetiske retninger, og misvisningen kan på den tid ha været såvidt stor at nord
fra Langanes pekte på Grønland. Vistnok biir det i så fald besynderlig at Langanes
nævnes som utgangspunkt, og ikke hellere et sted som lå nærmere; men det kunde
tænkes at det var fordi en måtte først seile langt øst for at undgå isen, hvis en vilde
søke Grønlands nordlige østkyst. Med en stor østlig misvisning vilde det også passe
at Jolldulaup i Irland skulde ligge i syd for Reykjanes, at Grønlands ubygder lå i
nord for Kolbeinsey (Mevenklint, se s. 219), og at det i Sturlubok heter at det fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
