Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Som før nævnt tænkte Nordmændene (jfr. Historia Norwegiæ
og Kongespeilet) og Islændingene (jfr. de islandske jordbeskrivelser
fra middelalderen) at det “fra Bj armeland gik land til ubygdene i
‘nord, og like til der hvor Grønland begynder,” altså nordenom hele
Havsbotten. Av flere eventyr-sagaer fra det 14. og 15. århundrede
kan vi se at Svalbard netop regnedes til disse ubygder i nord, som
en kom til ved at seile forbi Hålogaland og Finmarken, og nord
over Dumbshav (se kart s. 315).
I Samson Fagre’s saga (fra omkr. 1350) står det således i det
13. kapitel “om Nordlandenes beliggenhet”:
“Risaland ligger øst og nord for Østersjøen, og mot nordøst derfra ligger det
‘land som heter Jotunheimar, og der bor troli og uvetter, men derfra til møtes med
‘Grønlands ubygder går det land som heter Svalbard; der bor forskjellige folk.” [Grønl.
hist. Mind. III, s. 524],
Utkommet av hvad ovenfor er fremholdt må i få ord bli: Det
kan efter den nøkterne meddelelse i Islandske Annaler og i
Land-nåma ikke være tvil om, at landet Svalbard virkelig er blit fundet,
selv om årstallet for opdagelsen ikke behøver at være nøiagtig;
og endvidere kan det ansees som sandsynlig, at dette land var
Spitsbergen.
Det kan tænkes, at det er blit opdaget tilfældig ved at et skib
på reise mellem Island og Norge, slik som antydet i Historia
Norwegiæ, er blit stormdrevet nord i Havsbotten; men omtalen av
landet i Landnåmabök kan tyde på, at det oftere blev seilt dit, og
kjendskapet til det kan ialfald ikke ha stanset med en slik tilfældig
opdagelse. Sandsynligere er det at Nordmændene og Islændingene
drev sæl- og hvalrossfangst langs iskanten nordover i Ishavet, og
det var da ikke til at undgå, at de måtte komme også til Svalbard
eller Spitsbergen. Og var dette først fundet må fangstmænd ofte
ha søkt dit; for den værdifulde hvalross var det dengang stor
mængde av der.
Da vi ingensteds finder disse Nordmændenes fangstfærder i
Ishavet omtalt, uten i Ottar’s fortælling, kan det være vanskelig at
finde sikre beviser for at de har fundet sted; men Russernes
ishavsfangst som vi kjender allerede fra det 16. århundrede, kan efter min
mening vanskelig forklares på anden vis end som i det væsentlige
en fortsættelse av Nordmændenes fangst. Da Engelskmændene, og
senere Hollænderne, kom til Murmankysten og kystene østover til
Petsjora, Vaigatsj, og Novaja Semlja fandt de flåter av russiske
lodjer på fiske- og hvalrossfangst; de fleste av dem var fra Murman-
Russernes [-Ishavsfangst fortsættelse-]
{+Ishavs-
fangst fort-
sættelse+} av [-Nordmændenes.-]
{+Nordmæn-
denes.+}
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
