Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om hvalene fortæller han at man ofte ser en slags hval i
Sortehavet som uvidenheten påstår skal av engler være ført levende til
Helvete for at brukes til forskjellige straffer, mens andre mener at
den holder til på bunden av havet og lever av fisk;
“da sender Allåh til den en sky og engler, som idet de løfter den ut av havet,
‘kaster den på stranden til mat for Jågåg og MågOg. Hvalene er meget store i
Mid-‘delhavet, i det Kaspiske Hav(l), og i Warangernes Hav(!), liksom også ut for kystene
‘av Spanien i Atlanterhavet.”
Av en ukjendt arabisk forfatter er opbevart et “uttog om undere”
(ældste håndskrift fra 1484 e. Kr.)1, som gir et billede av Arabernes
sagnforestillinger i det 10. årh. Deri fortælles også om øer i vest,
som har interesse for os ved sin likhet med mange av Vest-Europas
sagnforestillinger i middelalderen.
“I det store hav er en ø som er synlig tilsjøs i nogen avstand, men hvis man
‘vil nærme sig fjerner den sig og forsvinder. Når man kommer tilbake til det sted
‘man gik ut fra, ser man den igjen som før. Det sies at det på denne ø er et træ
‘som spirer ved solens opgang, og vokser sålænge solen stiger; efter middag tar det
‘av og forsvinder ved solnedgang. Sjømændene påstår at det i dette hav er en liten
‘fisk kaldet sjakil, og at de som bærer den på sig kan opdage og nå øen uten at
‘den skjuler sig. Dette er sandelig en merkelig og underlig ting.”
Dette er åbenbart samme sagn som de før nævnte sagn om den Tapte 0 (Perdita,
jfr. s. 284) og om de norske huldrelande, o. s. v. Det har også likhet med sagn fra
Kina og Japan. Træet er solens træ fra de indiske eventyr, som allerede er optat i
de ældste formninger av Alexander-romanen (Pseudokallisthenes omkr. 200 e. Kr.), og
som går igjen i mange folks eventyr og sagnforestillinger1 2 3 *. Muligens er det dette
samme træ som gror på fjeldet Fusan i det japanske lykkeland Horaisan, og som
stundom sees over havranden (jfr. s. 331).
“Øen as-Sajjåra. Der er sjømænd som påstår at ha set den ofte, men de har
‘ikke opholdt sig der. Det er en bergfuld og dyrket ø, som driver mot øst når det
‘blåser vestenvind, og omvendt. Stenen som danner denne ø er meget let.......En
‘mand kan der bære et stort stykke fjeld.” Denne flyteø har likhet med dem det
kjendes fortællinger om fra Færøene og andensteds (jfr. ss. 283 f.). Allerede Plinius
[Nat. hist. II, c. 95] har meddelelser om flytende øer, og Las Casas, i 1552—61
[Historias de las Indias, i “Documentos ineditos”, LXII, s. 99], sier at det i Sankt Brandan’s
historie læses om mange slike øer[(?) i havet rundt de Kap Verdiske Øer og Azorerne,
og han påstår at “det samme omtales i boken om Inventio fortunata,” altså av Nicholas
av Lynn [jfr. De Costa, 1880, s. 185].
“Kvinde-øen. Det er en ø som ligger ved grænsen av det Kinesiske Hav. Det
‘fortælles at den er bebodd bare av kvinder, som biir frugtsommelige ved vinden, og
‘som føder bare kvinder; det sies også at de biir frugtsommelige ved et træ, som de
‘spiser frugten av8. De nærer sig av guld, som hos dem vokser i rør som bambus.”
Dette sagn har som det vil sees, likhet med Adam av Bremen’s fortælling om
kvindelandet, Kvænland (foran, s. 146). Sagn om kvinde-øer er jo forøvrig meget
1 C. de Vaux, 1898, ss. 69 f.
2 Jfr. Moltke Moe, Maal og Minne, Kristiania, 1909, ss. 9 ff.
3 Samme forestillinger forekommer også i europæiske eventyr og overhovedet i
den middelalderske forestillingsverden.
Bok om
Undere fra
10. årh.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
