Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En julaftens fataliteter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130
Men poeten drev ufortrødent paa, medens
rimene: „Flicka—dricka," „blicka—nicka," «glatta
—skratta—matta" summede for mine øren. Da
han kom til det tolvte vers, begyndte ogsaa jeg
at ønske, at hans Pegasus snart maatte «mattas."
Flere syntes at være af samme mening; thi da
han kom til det fjortende, raabte en norsk må
ler, idet han lod sin haand falde saa tungt ned
bordet, at juletræet og glassene dansede:
„Hør, „snalla bror"! Vi har nok af svenske
vers; nu vil vi have norske viser."
Digteren såtte sig fornærmet ned; heldigvis
opfattede han ikke ganske en temmelig høit ud
talt bemerkning fra en tilstedeværende frue:
„De digte, han skriver, er altid kjedelige. Det,
som han læste op iaften, var baade for kjedeligt
og for langt!"
Han havde dog hørt sit digt nævne og
vendte sig spørgende om til fruen, der forstod
at dreie kappen efter vinden og nu sødt smi
lende sagde til ham: ,Jeg talte om Deres
aandfulde poesi!"
Svensken rakte høitidelig sin haand over
bordet til fruen; synlig smigret tømte han sit
glas paa hendes velgaaende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
