Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jonas Rein.
242
Moralprædikanter, der seiv lider under Tidernes Tryk, tordner
mod Luksus og Overdaad.
Alle Beretninger stemmer overens i Skildringen af Rein
som en Mand af et gjennemført Alvor. En af hans Konfir
mander 1) omtaler ham som «en vittig fint iagttagende og
skarpt seende Mand.
og alvorlig Sindsstemning og et Stykke af en Misantrop,
hvormed da forenede sig en Del Bitterhed i hans Domme
over Næsten. Til andre Tider kunde man igjen finde ham i
overvættes godt Lune. lystig og sprudlende af Vid. Da
erobrede han aldeles sine Omgivelser, ikke mindst ved den
lakoniske og tørre Maade, hvorpaa han ytrede sig. I den
første Tid af sit Ophold her levede han meget isoleret,
næsten ene for sig seiv, men senere sluttede han sig til fiere
af Byens dannede og videnskabelige Mænd.
Han blev efterhaanden ogsaa en meget velkommen og kjær
Gjæst saavel i større som i mindre Selskabskredse, men det
var fornemmelig i de sidste han helst deltog». Den alvorlige
Mand har af Naturen været anlagt paa Studier og Ensom
hed. Han kunde bære Modgangen og Sorgen, der mødte
ham saa tung i hans Ungdom, men den Modgang, som Ver
dens Stormænd førte ham imøde, og som maaske har hen
vejret ærgjærrige Ungdomsdrømme, fyldte hans Sind med
Bitterhed. Welhaven 2) tåger hans alvorlige Væsen, med
hvilket han i sin Ungdom tyede til «sine Aftentimers behage
ligste Asyl», til Indtægt for «Norske Selskabs» alvorlige
Grundtone og Stræben. Der forlanges ikke mere noget Be
vis for denne, der vel nu er bleven erkjendt af alle, men
skulde det behøves, er Rein neppe dertil tjenlig. Det viser
sig nemlig i hans Bergens-Dage, at han trængte til at have
Liv og Munterhed omkring sig, om han end ikke seiv meget
deltog deri, og det tør vel være muligt, at det ikke blot har
været aandfulde Samtaler og Tilhørere for sine elegiske
x) Jens Gran: Skitser af bergenske Forhold II 154 ff.
’2) Welhaven: Samlede Skrifter VIII p. 269 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
