Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
Den gamle Haraldson og Vinger forsikkrede begge
To, at de ikke noksom kunde takke Capitainen, der faa
redeligt havde opfyldt sit givne Loftez thi »hvor tungt
det end var at høre denne ulykkelige Tidende, kunde det
dog ikke undgaaet, og det var da iethvert Tilfælde langt
bedre, end hvio de skulde have faaet den at vide ved
Rygter.«
»Vi maa imidlertid ikke antage det som aldeles
vist,« sagde Ekika og saae mildt opmuntrende paa den
blege, tause Gabrielle »Med det Første faaer Du
maaskee et Brev, som kan trøste og glæde os. Vi bsr
ikke mistvivle; jeg har idetmindste endnu Haabl«
»Jeg ogsaa!« sagde Anton og stod op fra Kak-
kelovnckrogem hvor han allerede havde indtaget sin
Vintetplads. ,,Hott mig er der Noget, som tydeligt siger,
at Rosenbeeg lever. Og derfor, Du sagte Mo, teenk
ikke paa at klcede Dig i Sokgedragt, for siden at veere
ski og kunne tage Dig en Anden! Saalænge jeg kan
røre Tungen, skal jeg bestandig skrige Dig i Øret, at
Nosenberg levck!«
Fod-undret vendte Capitain Kocher Hovedet mod
den noget skjulte Vtaa, hvorfra diofe hcese Stenbetoner
lode. Anton havde ved sine natlige Vandringer,
som i dette Efteraar havde veetet hoppigere end ellers,
tildraget sig en saadan Hteohed, at hans Tale og endnu
mere hans Sang lignede det uhyggelige Skrig af en Natte-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
