Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159 .
,,Ja, formodentligt,« sagde Erika og var meget
glad ved at faae Lov til at maatte gjemme alle disse
farlige Vidnesbyrd om Faderens vilde Soroverlio, som
nu ikkun blev kaldet SmughandeL
Om Rosenberg talteo næsten aldrig. Ingen uden
Anton tvivlede længer om at han var dod; thi var
han levende havde han vistnok holdt sit Ord og indfuns
det sig ved Slutningen af de tre Aar. Imidlertid saae
Alle med hemmelig Glæde, at Gabtielle endnu bar
Capitainens Ring, skjondt hun dog nu kunde ansees
fritagen for sit Løfte, og at hun for at beholde den
paa Fingeren havde sat en mindre udenfor-
Det syntes som om Gabrielle havde Ret i, at det
nye Aar gav hente nye Kraften Med hver Dag blev
hun mere rafk eg mere tilfreds, og da Februar kom,
var hun atter saa vel istand, at han kund: tænke paa
og finde Forneielse i at opfylde det Løfte, hun havde
givet Lene. Brylluoskagen kom, men Peter Lindgreena
Glade var kun halv; thi han kunde ikke glemme sin
» Capitain. Det Blik, han fastede paa Gabrielle, sagde
’ hende- hvad han folte, og da Peter saae Taarer i hen-
des Øine, kunde han knap tilbageholde sine egne. »Det
kan ikke hjælpe-« — yttrede han — »1«eg maa græde-
« skjøndt jeg ellers er saa glad, som noget Menneste kan
; vare. Men min Capitain, min Capitain, han kan ikke
see min Glædel«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
