Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingeniørens stilling i teknikens tidsålder, av Edgar Schieldrop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
514
TEKNISK TIDSKRI F T
24 aug. 1929
"service" som nogensinde er stillet til Menneskehedens
disposition.
Dette er derför ingeniørens stilling i teknikens
tidsålder: han er den som har skabt, daglig trofast og
aar-vaagen bet jener og fremadskuende planlægger
frem-tiden for en verdensomspændende "service", nden
hvilken det moderne samfund med dets enorme krav
og behov ikke kan bestaa. Og eftersom de tekniske
metoder trænger ind og gradvis kommer til at
be-herske praktisk tält alle felter af arbejdslivet, nærmer
vi os raskt det som de nærmeste generationer sikkert
vil opleve, at ingeniøren i den almindelige bevidsthed
og faktisk vil staa som organisatören af det
menne-skelige materielle arbejde overhovedet.
Der er unægtelig en vis storhed i denne tanke. Og den
tilfredsstillelse, som følger af bevidstheden om paa
denne maade at være med gennem sit arbejde af præge
og holde oppe en hel kulturepoke, den maa ingeniøren
i sandhed have ret til at unde sig i et festligt øjeblik.
Men man skal vogte sig for at trække for
vidtræk-kende slutninger af dette baade smigrende og
inspire-rende forhold. Det vilde f. eks. ligge snublende nær
at dragé den slutning, at en stand som har ydet og
daglig yder samfundet saa store og afgørende
tje-nester, en stand uden hvis arbejde de eksisterende,
materielle livsvilkaar og dermed hele den nuværende
materielle civilisation ikke kunde opretholdes i 3
maa-neder fra dato, at en saadan stand ogsaa samtidigt
maatte være en stand med magt og myndighed i
samfundet, en stand, hvis røst hørtes vidt ud, og hvis
stemme tillagdes stor vægt i de vitale afgörelser.
At dette er langt fra at være tilfældet, ved vi alle.
Ja, man kan tværtimod sige, at ingeniøren fører en
upaaagtet tilværelse i det samfund, som han igennem
sin indflydelse paa arbejdslivet og dets vilkaar paa en
afgørende og uimodstaaelig maade praktisk • former.
Ingeniøren har ofte en følelse af at være en
mellem-dækspassager paa samfundsskibet. Og hvor
tilta-lende det kan være at dominere hele skibet, har vi
idag haft en stærk følelse af.
Nu, vi skal ikke være urimelige sortseere.
Ingeniørens sociale position har bedret sig adskilligt i
den sidste menneskealder. Ingeniørdiplomet er et
papir i haussen og ingeniøren har forlængst erobret
litteraturen, et ikke helt foragteligt kriterium. Der,
hvor vore kære forfattere før anbragte en officer,
bru-ger de nu uvægerligt en solbrændt ingeniör, som i
knæbukser og med en rulle tegninger under armen
gaar rundt og gør indtryk paa de kvinder, handlingens
udvikling forlanger.
Men selv om vi ikke helt skal se bort fra saadanne
glædelige tegn paa fremgang, saa staar dog den
kendsgerning urokket, at den store masse af
ingeniörer danner en beskeden fordringsløs masse af
lønmod-tagare, den ene fløj af det store akademiske
proletariat, som kulturstaterne i de sidste decennier med
adskillig bekymring har set vokse op. Og i evnen
til at organisere sig i kampen for bedre vilkaar staar
ingeniøren haabløst tilbage sammenlignet med andre
grupper af proletariatet, hvis vi da skal bruge dette
fæle ord. Hvorvidt dette forhold skal betragtes som
en mangel, der bør rettes eller som noget
anerkendel-ses værdigt, ja, derom kan der herske, ja, hersker der
ogsaa faktisk stor meningsforskel, noget som ethvert
medlem af en ingeniørorganisation vel kender til.
Dette spørgsmaal skal jeg derför heller ikke tage
op til behandling. Dog kan det være værd at
under-strege, att det her ikke blot er et spørgsmaal om evne
og vilje, men i høj grad om vilkaar, som ydre forhold
dikterer os. Naar arbejderne har kunnet bygge sine
mægtige kamporganisationer op, saa er dette først
lykkedes dem efter at forholdene havde udviklet sig
dertil, at alle arbejdere indenfor et fag praktisk
be-fandt sig i samme baad med en stærk, paa bitter
erfaring bygget følelse af, at alle Udveje for den
enkelte månd var lukket, al mulighed for individuel
opdrift bortryddet, saaledes at kun den kollektive
aktion staar tilbage.
Det er endnu langt fra, at ingeniøren kan føle det
saadan. Enhver ingeniör bærer, eller hvad der er
det samma, har følelsen af, at han bærer
marskal-staven i sin randsel. Gaar det ikke det sted. han
er, spænder han denne forjættende randsel paa
ryggen og drager ud i den vide verden, og han skal nok
finde det sted paa kloden, hvor han om nogle aar
kan tage mar skalstaven frem. Andre har gjort det,
hvorfor ikke jeg.
Der er endnu saa meget reelt grundlag for denne
drøm, at den i månge, månge aar frem i tiden vil
holde sig levende i den unge ingeniørs bryst. Og man
maa paa en maade bittert beklage, om den
nogensinde skulde dø. For de unge øjne hvælver denne
drøm en høj himmel over ingeniørens virke. Men
det staar dog tilbage at konstatere det uimodsigelige
faktum, at den som føler sig som sin egen lykkes
smed, han staar helst alene frit og ubundet, og det
er ikke denne aandelige Indstilling, som skaber
Grundlaget for stærke kollektive kamporganisationer.
Månge andre aarsager kan ogsaa have bidraget til
det faktiske resultat, at det organisatoriske værn vi
har rejst om vore økonomiske interesser og krav er
svækket. Og der hersker som nævnt divergerende
meninger om, hvorvidt dette skal regnes os til ros
eller dadel.
Men det er vel at mærke, blot indenfor vore egne
rækker, at der kan være tvivl om, hvordan forholdet
skal bedømmes etisk og praktisk. Samfundet som
helhed kan blot bedømme ingeniørens holdning i
disse spørgsmaal, paa én maade. Samfundet har al
mulig grund til at være tilfreds med en stand, som
yder det saa store tjenester og samtidig udøver et
saa mildt og maadeholdende pres, naar det gælder
eget vederlag, til trots for, at standen i virkeligheden
sidder inde med ganske imponerende magtmidler.
hvis den skulde beslutte sig til at bruge dem.
Ingeniøren maa virkelig siges at være sit samfund en god
og behagelig t jener.
Praktiskt talt hele sin organisatoriske styrke
an-vender han for at øge sin duelighed og dermed sit
eget værd, ikke som et salgsobjekt, han aagrer med.
men sit værd for den, som bruger ham, sin evne til
at gøre nytte i det arbejde, han er sat til at gøre.
Den udenforstaaende, som skulde føle det
vanske-ligt at tro paa saa megen ædelhed, han kan jo bare
gøre sig den umage at overvære et af de nordiske
ingeniørmøder. Hvad er det vi har talt om paa dette
møde? Udelukkende den ting: Hvordan skal vi
ud-føre vort arbejde paa bedste maade, hvordan skal vi
holde os paa høj de med tidens fremskridt? Ikke et
foredrag, ikke en times raadslagning har været viet
spørgsmaalet: Hvordan skal vi stille os for at faa
mest muligt for vort arbejde?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
