Teknisk Tidskrift / 1932. Kemi / 7 (1871-1962) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 1. Jan. 1932 - A. H. M. Andreasen: Malefinheden i Teknikken

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

hvor de findelte Stoffer anvendes; men ogsaa fordi
vi i Alm. i det enkelte Tilfælde er istand til at gribe
ind overfor den. I langt de fleste Tilfælde regulerer
vi jo Finheden ved Hjælp af den saakaldte
Formaling, en Proces, der i en Række Industrier endog
er en af de mest dominerende; men selv om
Teknikken saaledes forlængst har indset Nytten af at
anvende Formaling, er vort Grundlag overordentlig
usikkert, saasnart det drejer sig om at afgøre, i
hvilken Udstrækning og paa hvilken Maade Formalingen
i det enkelte Tilfælde bør bringes i Anvendelse. Til
en Besvarelse af dette Problem er det, at
Finhedsanalysen skal hjælpe os. Imidlertid har Problemet
to Sider: 1) Hvilken Art og Grad af Finhed er det,
der ønskes? 2) Hvorledes kan, denne Finhed bedst
tilvejebringes?

For at finde Svaret paa det første Spørgsmaal maa
vi kende det paagældende Produkts videre Skæbne.
Forsøger vi imidlertid at følge de i Teknikken
anvendte eller fremstillede findelte faste Stoffer, vil
der for os aabne sig et overordentlig mangefarvet
Billede, ved nærmere Eftersyn endog saa
mangefarvet, at Vanskelighederne ved her at gaa
systematisk frem hurtigt vil overstige vore Evner. I det
stort Antal Tilfælde er det dog vort Ønske, at det
paagældende Stof skal deltage i en paafølgende
Reaktion, og da Talen er om et fast Stof, bliver det altsaa
et heterogent Reaktionssystem, vi kommer til at staa
overfor. Som Eksempel paa saadanne Stoffer skal
nævnes Malme, Murbrugstoffer, Gødningsstoffer,
Kulstøv, forskellige keramiske Raastoffer m. m. Af de
nævnte Eksempler vil vi se, hvor stærkt
Reaktionsbilledet veksler fra det ene Tilfælde til det andet;
men trods denne Vekslen, og jeg kan vei tilføje,
trods de abstrakte Videnskabers iøjnefaldende
Mangel paa Interesse for de i Teknikken saa langt
dominerende heterogene Reaktioner, er det dog
efterhaanden, takket være enkelte Pionerarbejder
lykkedes at skaffe en vis Oversigt over de
Lovmæssigheder, der her har Gyldighed. Man har saaledes
hidtil fundet Bekræftelse paa den af Nernst ved
Aarhundredeskiftet opstillede Theori, efter hvilken
det er den Hastighed, med hvilken de reagerende
Stoffer diffunderar til Reaktionszonen, der er den
bestemmende. Anvendt paa en simpel kemisk
Opløsningsproces, som f. Eks. Opløsning af
Magniumoxyd i fortyndet Saltsyre vil Nernsts Theori derfor
kunne udtrykkes paa følgende Maade: Udsætter vi
en Overfladeenhed af Magniumoxydet for en
uendelig stor Mængde fortyndet Saltsyre af
Koncentrationen c, kan man her regne med, at der i selve
Grænsefladen praktisk talt øjeblikkelig indstiller sig
Ligevægt, idet den her tilstedeværende Syre
forbruges. For at Reaktionen skal kunne skride videre
frem, maa der diffundere ny Syre til, medens den
opstaaede Magniumklorid efterhaanden dif f underer
bort. Det bliver saaledes alene Tilførselshastigheden
af Saltsyre, der bestemmer Reaktionshastigheden, og
indretter vi os nu saaledes, at vi – f. Eks. ved
konstant Omrøring – opretholder den oprindelige
Saltsyrekoncentration c, saasnart vi har fjernet os
Afstanden y fra Grænsefladen, jfr. Fig. 1, kan
Reaktionshastigheden (d. v. s. Diffusionshastigheden)
udtrykkes ved Differentialækvationen

dS / dt = D c / y, . . . (1)

hvor S er den i Opløsning gaaede Stofmængde,
t Tiden och D en Konstant (c: Diffusionskonstanten).
For det betragtede System bliver altsaa, naar alt
andet holdes konstant, den opløste Stofmængde
proportional med Tiden og den forhaandenværende
Overflade. Ligningen giver tillige et Indtryk af
Omrøringens Indflydelse, idet en forøget Røring vil
formindske y; endvidere af Temperaturens Betydning,
idet en Forøgelse her vil forøge D.

Fig. 1.

Ganske den samme Betragtning lader sig anvende paa den fysiske
Proces: Opløsning af Rørsukker i Vand, idet vi blot her for c
indfører Differensen mellem Koncentrationen af det rene Vaud og
Vandets Koncentration i den mættede Sukkeropløsning. Medens Nernst
alene boldt sig til saadanne Systemer, hvor kun eet af de reagerende
Stoffer er fast, og hvor Reaktionsprodukterne fjernes fra
Reaktionszonen, efterhånden som de opstaar,
har andre Forskere undersøgt forskellige saadanne
Systemer, ved hvilke der under Reaktionen
fremkommer hindrende Overfladelag, og ogsaa her er det
lykkedes at paavise, at den Nernstske Betragtningsmaade
fører til rigtige Resultater. Anvendt paa disse
Systemer giver Nernst Theori, at den omsatte Stofmængde
her, naar alt andet holdes konstant, vil vokse
proportionalt med Kvadratroden af den siden
Reaktionens Begyndelse forløbne Tid, en Lovmæssighed, som
er paavist eksperimentelt for Metallernes Anløbning
af Tammann og for Reaktioner mellem faste Stoffer
af Jander.</sc> Denne sidste Lovmæssighed kan vi
forøvrigt let udlede ved Betragtning af den ovennævnte
Ækvation. Ved det nu betragtede System vil nemlig
det dannede Overfladelag saavel være et Maal for
Diffusionsstrækningen y som for den omsatte
Stofmængde S, og indfører vi dette i Ækvationen, kan
denne omskrives til

dt / dt = D c / y. . . . (2)

Udføres Integrationen, faas:

y² = 2 Dct, c: S² = Konst. X t, . . . (3)

hvilken Ækvation netop udtrykker det anførte.
Under alle Omstændigheder vil Overfladens Størrelse,
d. v. s. Finheden, være et Maal for Reaktionshastigheden,
og i alle de her betragtede Tilfælde kan
Ønsket om en vis Finhed altsaa forklares ud fra
Ønsket om en vis Reaktionshastighed.

I et stort Antal Tilfælde har Ønsket om en vis
Finhed ganske andre Aarsager. Dette gælder f. Eks.
ved Pigmentfarver, hvor Finhed og Dækkeevne
hører sammen, og hvor man gerne vil have
skælformede Korn af Størrelseordenen 0,001 mm.
Fremdeles ved Slibemidler, hvor der i Alm. ønskes
Produkter af lige store og tillige skarpe Korn af
veldefineret Størrelse. Nogle klassiske Eksempler, hvor
Finheden erfaringsmæssig spiller en vigtig Rolle har
vi for det første fra Cementen, idet en Cementmørtels
Styrke, Hærdningstid og Vandgennemtrængelighed
varierer stærkt med Finheden hos den anvendte
Cement. Dernæst fra de keramiske Industrier. Saaledes
ved Tilpasningen af en Glasur til en Stengodsmasse
til Undgaaelse af Glasurrevner, idet Kvartsens

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>