Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 26. 1 juli 1933 - Universets Ekspansion og Videnskapens Stilling hertil, af Paul Bergsøe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
|
|
særlig stærkt krummet, fordi der her er en særlig stor Ophobning af materielt Stof. Straalingen, der gennemkrydser hele det krumme Rum, vil efter Milliarder af Aar have gjort et helt Omløb, og vi vilde derför kunne se Bagsiden af fjerne Spiraltaager i den modsatte "Retning", hvis vi blot havde tilstækkelig store Teleskoper, til Trods for at noget af Lyset er blevet absorberet ved at støde paa materielt Stof undervejs. Det materielle Stof er imidlertid meget ringe, vort Rum udmærker sig ved en udpræget Stoffattigdom, hvis Stoffet blev jævnt f or delt, vilde det ikke være tættere end hvad der svarer til tre Fluer paa en Flade af Europas Størrelse, og Straalingen vil efter et helt Omløb ikke være absorberet mere end hvad der svarer til Absorptionen af 31 cm. Vand. Der skulde derfor tilsyneladende ikke være noget i Vejen for, at Lyset kunde løbe mange Gange rundt, inden det blev absorberet. Det materielie Stof er ophobet i store Flager, der paa vor Sæbebobles Overflade svarer til Øer paa Jordens Overflade, vi ser disse Flager som Spiraltaager, deres indbyrdes Afstånd er af Størrelseordenen en Million Lysaar, deres Diameter af Størrelseordenen Hundrede Tusinde Lysaar, de er i roterende Bevægelse, vi kalder dem Systemer, vi selv tilhører det galaktiske System eller Mælkevejsystemet, der indbefätter alle de Stjerner, der er synlige fra vor Jord. Kaster vi vort Blik ud i Rummet, ser vi vort eget System indefra, det indeholder fra 5 til 50 Milliarder Stjerner. De andre Systemer ser vi udefra og har derför lettere ved at erkende deres Form, som flade Skiver, der roterer som vort eget System. Hvad jeg her har søgt at give Dem en Forestilling om, er et Verdensbillede, der hviler paa hidtil uomstødte Kendsgerninger, der er skaffet gennem Iagttagelser af Naturen. Det blev nu Videnskabens Sag at undersøge, om andre Naturiagttagelser lod sig indordne i dette Billede, uden at der skabtes Konflikt, med andre Ord: Kan vi faa presset hele vor Tids videnskabelige Forskning ind i denne Verden, saa den passer som et Maleri til dets Ramme, eller bliver der Steder hvor der skal files eller bortforklares, saa det gaar ud over enten Billede eller Ramme? Jeg skal prøve paa at give en Oversigt over den samlede Videnskabs Stilling lige över for det nye Verdensbillede, men gør det med et vist Forbehold, vægtige Indlæg kan vaere överset, og Forstaaelsen af andre kan glippe; vi bevæger os paa Omraader, der ikke er det ganske Barnemad. Hvorledes vil det nu gaa, hvis vi underkaster vort Verdensbillede en matematisk Behandling for at undersoge, om det er stserkt nok til at holde sammen? Her møder vi som Resultat den første Overraskelse: Vort Verdensbillede er instabilt! Gravitationen vil søge at trække alt det materielie Stof ind imod Centrum, hvorved Krurnningsradien efterhaanden bliver mindre og mindre. Einstein tyede til en Hjælpehypotese "den kosmologiske Konstant", en Slags Modvægt imod Graviationen, herved opnaaede han Mulighed for ustadig Ligevægt, men heller ikke mere; kom der mere materielt Stof ind i Verden, vilde den begynde at skrumpe ind, toges der noget bort, vilde den begynde at blære sig op, i begge Tilfælde med voksende Hastighed. Dette Spørgsmaal om Instabiliteten har de sidste ti Aar optaget de störste Matematikere, Mænd som Einstein, de Sitter og Lemaitre har arbejdet med Forholdet, men det vil vsere ganske ørkesløst at gaa i Detailler med disse Undersøgelser, som vedrører den vanskelige Relatitivetsteoris allervanskeligste Del, og selv om jeg var Matematiker og et lysende Eksempel paa Klarhed, vilde jeg kun opnaa at bringe fuldkommen Forvirring hos de fleste af mine Tilhørere, saa jeg er bange for, at vi maa nøjes med at tage den matematiske Behandling til Efterretning. Men nægtes kan det ikke, at den sunde Menneskeförstånd reagerer paa det voldsomste imod en instabil Verden. Tænk Dem en Gäng det gamle Billede af Atlas, der bærer Jordkloden paa sine Skuldre, det lille Menneskes primitive Opfattelse af Stabilitetsforholdene, da det havde opdaget, at Jorden var rund, den kunde da for Pokker ikke svæve frit i Rummet. Nu staar vi præcis lige over for det samme, blot hedder Manden ikke Atlas men [lambda] og han er ikke << prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >> Project Runeberg, Tue Dec 12 02:14:21 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/tektid/1933a/0269.html 
|
