Teknisk Tidskrift / 1933. Allmänna avdelningen / 261 (1871-1962) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 26. 1 juli 1933 - Universets Ekspansion og Videnskapens Stilling hertil, af Paul Bergsøe

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

passer os, for man kunde jo tænke sig alle mulige
Atomopbygninger.

Undersøgelser over det galaktiske System – vor
Mælkevej – tyder paa, at det ikke kan være
Billioner af Aar gammelt, men at det maa være meget
yngre, noget der ogsaa taler imod den lange
Tidsskala. Ganske vist kender vi ikke det Tidspunkt, da
Ekspansionen ganske langsomt tog sin Begyndelse,
men skulde vi lægge det Billioner af Aar tilbage,
bliver det dog et besynderligt Tilfælde, at vort eget
System skulde ha ve udviklet sig i det forholdsvis korte
Tidsinterval mellem "Sæbeboblens" Bristning og den
fuldstændige Spredning af Spiraltaagerne.

Disse sidste Betragtninger er udviklet af Eddington
i et Arbejde, der endnu ikke er et Aar gammelt.
Han har gennemfert en matematisk Behandling af
Emnet, som jeg slet ikke skal komme nærmere ind
paa af den simple Grund, at jeg er ude af Stand til
fuldtud at følge den. Kun saa meget skal omtales,
at Eddington gaar ud fra Kvantemekanikens
Bølgeligning for Brintatomet, som han anser for den mest
fundamentale Type for en fysisk Ligning. Den
bestemmer den linære Udstrækning af Ladningen eller
Sandsynligheden eller hvad det nu er, som omgiver
Kernen, og af den afleder han et Forhold mellem
Brintatomets Radius og Verdensbilledes Radius.
Ved at manøvrere frem og tilbage og undgaa, at den
dyrebare Ligning bliver "fördærvet" – som han
kalder det – af jordisk og menneskeligt Paahit,
saasom Substitutioner, der er baserede paa andre
fysiske Ligninger, finder han et Forhold, hvori der
foruden Verdens Krumningsradius indgaar den
numeriske Sum af samtlige Elektroner i Verden N, hans
Ligning ser saaledes ud:

<i>m . c² / e² = [kvdratrot] N / R</i

og da Einstein i sin Relativitetsteori har en
Relation mellem N og R, finder Eddington følgende
Konstanter for det Einsteinske Verdensbillede –
altsaa Verden, som den var, før den begyndte paa
Ekspansionen og endnu var i ustadig Ligevægt:

Radius . . .	= 1,010 . 1027 cm. (1068 Millioner Lysaar)
Middeltaethed i Ligevægtstilstand . . .	1,05 . 10–27 gr cm–3
Samlet Masse . . .	= 2,143 . 1055 gr (1,08 . 1022 Solmasser)
Samlet Antal Elektroner N	1,29 . 1079
Kosmisk Konstant [lambda]	9,8 . 10–55 cm–2

Ved dernsest at benytte sig af Lemaitres Teori
finder han for Spiraltaagernes nuværende Flugt
følgende Hastighed:

165 km/sec pr. Million Lysaar

en Værdi, som paa 10 % slaar til med den direkte
fundne.

Ekspansionen af vor Verden menes at finde Sted
relativt til vore sædvanlige Normaler, Normalmeteren
og Bølgelængden hos bestemte Linier i Spektret, den
menes kun at have Indflydelse paa de intergalaktiske
Distancer; Atomerne, Jorden, Solsystemet og
Mælkevejen selv forbliver konstante. Men Lyset kan ikke
mere gøre et helt Omløb; da Radius var vokset til
1 003 Gange den Einsteinske, var det förbi med et
helt Omløb, og senere, da Rudius var vokset til l 073,
kunde Lyset kun naa halvt rundt. I Øjeblikket gives
der for enhver Stjerne et Omraade som dens
Straalink ikke kan naa; kan Lyset ikke naa derhen, er dette
Omraade uden kausal Indvirkning fra Stjernen, thi
intet Signal løber hurtigere end Lyset. En Stjerne
og dens Modpol er revet fra hinanden som to Pletter
paa en Gummiballon, der er sprunget.

Al Forandring er relativ, hvad vi kalder den
ekspanderende Verden, kunde med samme Berettigelse
kaldes det skrumpende Atom. Vi ser og opfatter
Situationen, som om vi selv bliver uforandrede, men
udruster man i Tankerne Kosmos med de samme
Anskuelser om Uforanderlighed, vil det være os, som
skrumper ind; Kosmos vil se Atomer, levende
Væsener, Planeter og Spiraltaager blive mindre og mindre,
og vælger Kosmos Tid- og Længdeenheder, saa
Lysets Hastighed bliver konstant, vil han ogsaa se
at vore Ure gaar hurtigere, alt vil svinde ind, alt vil
gaa hurtigere og hurtigere, til sidst mikroskopiske
Spor og vanvittig Fart. Og saa ikke mere.

Den matematiske Betragtning, som her i grove
Træk er forsøgt skitseret – hviler paa Einsteins
Teori, Schrödingers Kvantemekanik og Lemaitres
Stabilitetsteori. Af disse er de to sidste rene
matematiske Opstillinger. Eddington har i sine tidligere
Arbejder benyttet Bohrs Atomteori, som udmærker
sig ved Klarhed og Anskuelighed, og han har hidtil
set med nogen Skepsis paa Schrödingers
Atomteori, som han engang har karakteriseret som "et
matematisk Kneb, om end et fördømt godt Kneb"

Det er uhyre vanskeligt for os Udenforstaaende at
dømme om, hvorvidt der findes nogen Berettigelse
eller blot Mening i at drage Konklusioner mellem
Brintatomet og Verdensaltets Radius, og om
Lemaitres Teori er sikkert de fleste ude af Stand til at
udtale sig. Og nægtes kan det heller ikke, at
Eddington gaar den stik modsatte Vej af den, der blev
nævnt i Indledningen i Aften, og som helst skulde
være Basis for al Naturerkendelse, en Vej som han
selv i et bindstærk Værk har anbefalet som den
eneste farbare. Han kommer til den rigtige
Talværdi for Verdensekspansionen, det kan være et
Tilfælde, men er i saa Fald et højst mærkeligt
Tilfælde.

Ekspansionen sætter Verdens Levetid ned til
omkring en Tusindedel af det Tal, man havde regnet med
for nogle Aar siden. Men – hvad man end siger for
og imod Teorien, saa staar det fast, at denne enorme
Ekspansionshastighed virkelig er til Stede, det viser
Iagttagelserne med Sikkerhed, hvis ikke det med
endnu større Sikkerhed kan bevises, at Dopplers
Princip svigter for denne ene Iagttagelses Vedkommende,
og det vil vist falde grumme svært, Mistanke
og Tvivl siger intet her, der skal lægges positive
Beviser paa Bordet i Form af direkte Naturiagttagelser.

Dette er Fysikkens og Matematikkens Stilling til
Stellarastronomien; hvorledes stiller andre
Videnskaber sig, for Eksempel Biologien?

Paa enkelte Omraader staar den i skarp Modsætning
– ikke til Astronomien – men til den teoretiske
Astrofysik. Man læse blot Eddingtons og Jeans
Bøger og man vil stråks forstaa, hvorfor ikke blot
Biologer, men ogsaa andre tænkende

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>