Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 26. 1 juli 1933 - Universets Ekspansion og Videnskapens Stilling hertil, af Paul Bergsøe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Videnskabsmsend kan give sig til at aflevere Ubehagligheder
i diverse Fagskrifter. Astrofysikken har nemlig slet
ikke Plads til Begrebet Liv, den kender det knap.
Efter at have behandlet Materien i et bindstærk Værk,
fortsætter Jeans omtrent saaledes: I dette store
Temperaturinterval fra 50 Millioner Grader og til det
absolutte Nulpunkt, har Materien i et lille Omraade
omkring de laveste Temperaturer den ejendommelige
Egenskab at kunne danne Moleculer, som atter i et
andet, ganske kort Temperaturinterval, kan give
Mulighed for Liv.
Og selve vort Planetsystem affærdiger han med
et Par Linier om, at det maa tankes opstaaet ved
et uhyre sjældent Tilfælde, nemlig ved at en anden
Sol har passeret saa tæt forbi vor, at der er løsrevet
tilstrækkeligt Stof til at danne de kolde Kloder, og
han fortssetter med en ikke underbygget Paastand
om, at et saadant Tilfælde er saa sjseldent, at vor
Sol er en af meget faa af de 5–50 Milliarder
Stjerner i hele det galaktiske System, der har været saa
lykkelig at erhverve Planeter og efter al
Sandsynlighed den eneste af Fornuftvæsener beboede.
Det er ikke noget Under, at Biologen, for hvem
Liv er af lige saa integrerende Betydning i Kosmos,
som Begrebet Stof, reagerer voldsomt imod den
Slags videnskabelige Skuldertræk. Biologerne har
for nylig paavist, at de kortbolgede Ultra-Gamma
Straaler, de saakaldte kosmiske Straaler, der
gennemtrænger hele det uhyre Terdensrum og i hvert
Fald langt ude maa være Typen paa al Straaling –
at disse Straaler kan have deres store biologiske
Betydning for nye Arters Opstaaen, idet de ved et
tilfældigt Massesammentræf paa et enkelt Kromosom
i en Kønscelle vil kunne bevirke arvelige
Forandringer paa samme Maade som de Røntgenstraaler,
der benyttes eksperimentalt til samme Øjemed.
Altsaa en direkte Virkning fra Universet paa Livet, en
Virkning, der kan forklare nye Arters Opstaaen fra
andre, hundredefold bedre end nogen anden Teori.
Livet har hidtil været henvist til Begrebet Celle,
Protoplasma, Kerne og Kromosomer, hver især
Samlinger af uhyre indviklede Moleculopbygninger. Nu
hvilskes der allerede om levende Moleculer,
anderledes kan det ikke godt forklares, naar et invisibelt
Virus f. Eks. Koppe, Mund- og Klovsyge eller
Herpessmitstoffet finder at være af samme
Størrelsesorden som Hønseæggehviden, der er en
krystalliserbar kemisk Forbindelse – altsaa et Molecule.
Størrelsen af de omtalte Smitstoffer kan maales ved
den saakaldte Ultrafiltrering. Og disse Smitstoffer
har ligesom Cellen, Evnen til Formering. Det er
ikke noget Under, at Biologerne ønsker at
Atomforskningen maa vendes lidt bort fra Stjernerne hen
i Retning af deres egne Interesser.
De allernyeste biologisk-filosofiske Tendenser gaar
i Retning af at antage Tilstedeværelsen af et ikke
materielt Stof, hvis man maa bruge det Udtryk, noget
som Atomforskerne hidtil slet ikke har villet høre
Tale om, men som nu paa en Maade er blivet aktuelt
efter Opdageisen af Neutronet, et uelektriskt
Atomderivat, der kan vandre tværs gennem
Atomopbygninger uden at paavirke Kerner og Elektroner.
Den moderne videnskabelige Forskning har naaet
långt, den har nsesten trængt ind til Naturens
inderste Væsen; men paa en underlig Maade lykkes
det aldrig at faa fat paa selve Naturens Byggestene.
Det er som Naturen altid sætter en Stopper for vor
Viden: Hertil og ikke længere. Til Dato ved vi
ikke, hvad Liv, Lys, Atom, Gravitation og Tid er,
hele vor Videnskab er en Iagttagelse af
Vekselvirkninger mellem disse Verdens Byggestene, som vi
ikke evner at faa fat paa enkeltvis af den simple
Aarsag, at man, hvis man vil prøve derpaa,
naturnødvendig maa gøre et Indgreb, der faar
vedkommende Byggesten til at falde ud af Haanden paa
en. Vi maa nøjes med at betragte Byggestenene
som Samlinger af Enheder, hvis Virkninger vi kan
iagttage: For Liv maa vi sætte Organismer, for Lys
Straaler, for Atomet Stof, for Gravitationen
Tiltrækning, og for Tid Lysets Hastighed, videre kan vi i
al Evighed aldrig komme, kun paa det taalmodige
Papir figurerer Symboler for Enkeltbegreberne, og
disse Symboler er her villige til at lade sig
underkaste matematisk Behandling indbyrdes, hvorved vi
kan danne os Billeder, som vor Forstand er
fortrolig med.
Astronomien, Menneskets ældste Videnskab, er
stillet lige overfor nøjagtig den samme Skæbne, men
paa en mærkelig Maade er Forholdet vendt om: Her
er det Helheden, vor Forskning higer efter, selve
Universet som Bygning. Vi kan se Byggestenene,
Stjernerne, men der levnes os ikke Tid nok til
fuldtud at iagttage deres Virkninger; vor Levetid, ja
hele Menneskeslægtens Levetid forstaar ikke, hvis
vi vil trænge til Bunds i Vekselvirkningens inderste
Væsen, vi maa nöjes med i et ganske lille Spand af
Tid at iagttage det ganske lille Omraade, vore
Teleskop er rækker ud til, og heraf ekstrapolere os til
Helheden, sk0nt vi ved, at det er som vilde man
danne sig et Billede af Jorden, blot ved at se paa
et enkelt Landskab fra et Vindue.
Vi kan nedskrive vore Iagttagelser paa det
taalmodige Papir, behandle dem matematisk og heraf
danne os et Billede af Helheden, som det jeg i Aften
har tegnet for Dem, og som jeg haaber, De maa
være blevet fortrolig med. Men i Astronomien kan
vi ikke eksperimentere, ikke gøre det allermindste
Indgreb, Makrokosmos som saadan förbliver lige saa
urørlig som Mikrokosmos urørlige Byggestene: Liv,
Lys, Atom, Gravitation, Tid og Rum.
Det förekommer mig, ät man maa være blind, hvis
man ikke kan se en Naturlov i denne Urørlighed.
Litteratur.
H. Siedentopf: Das Energiproblem d. Astrophysik. Die
Naturwiss. 1932, s. 715. E. Schrödinger: Über
Indeterminismus in der Physik 1932. O. Heckmann: Die Ausdehnung d.
Univers. Gesellsch. d. Wiss. zu Göttingen 1932, II, Nr 23. Arth.
Eddington: Die Expansion d. Welt: "Die Himmelwelt" 1932,
Heft 5–8. Nils Bohr: Faraday lecture. Journal of
Chemical Society 1932. Jens: The stars in their courses 1931.
Jens: The mysterious universe 1931. Lud. Hopff: Die
Relativitetsteorie 1931. Felix Auerbach: Entwicklungsgesch. d.
mod. Physik 1932. Arth. Eddington: The nature of the
physical world 1931, Stars and Atoms 1931. Rich. Woltereck:
Allgem. Biologie 1932. A. Kopff: Die Ablenkung d. Lichtes.
Naturwiss. 1932, s. 486.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
