Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. 16. 22 april 1944 - Teknikerens dilemma, af Poul Henningsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15 april 19AU
449
Fig. 4. le Corbusier var deri kunstner, som rejste kravet om
en försteplads for tekniken i den ästetiske verden. Han så
skönheden i oceandamperen, fly ve maskinen,
betonkon-struktionen. Men ofte blev hans egen arkitektur til lyrik
i möderne materialer om möderne materialer. Arkitektur er
noget andet og mere alvorligt.
men lige uundvärlige for videnskaben. Men den
type, som har särlig interesse for os i denne
sam-menhäng er naturligvis den syntetiske. Den har
mest at skaffe med kunstnerisk arbejde. Ostwald
gör udtrykkelig opmärksom på, a† den
syntetiske type ofte er autodidakter. Store opdagelser
om livets sammenhäng er gjort af dilettanter.
Robert Mayer, som opdagede loven om energiens
konstans, var landläge og sad i sin hestvogn på
de länge ture ud til patienterne og tänkte over
sa-gerne. Naturligvis har han väret en genial logiker,
en visionär, hvor andre bare så mörke.
Vidén kontra videnskabelig metode
Om det var tilsträkkeligt ikke at vide noget som
helst om sagerne, skulde i hvert fald arkitekterne
i stor udsträkning väre selvskrevne til at göre
epokegörende opdagelser. Men spög tilside,
kanske er de bedre egnet dertil end ingeniörerne. Jo
mere man lärer, des sikrere sätter man sine födder
i forgängernes fodspor.
Man må ikke mistyde denne referens for
dilet-tanteriet. Jeg önsker ikke at binde en häderskrans
til uvidenheden, men jeg önsker kanske nok at
sprede en vis tvivl med hensyn til megen ukritisk
vidén. Et er videnskabelig metode, et andet er
vidén. Anatole France har i "la Reine Pédauque" en
lystig satire over for megen vidén. Abbé Coignard
tåler et sted om en studenterkammerat, som vidste
mere end han selv, men han var også skelöjet og
kunde läse to sider på een gang.
For ingeniörerne blir det yderlig svärt at vide,
hvad som er det väsentlige, fordi de skal läre et
så overordentligt ’stort pensum. Otto Linton talte
i sin tid mod regnestavsdyrkelsen, fordi den
drä-ber fantasien, og fantasien er jo bare et nyt ord
for intuitionen, syntesen. Arkitekterne savner
säd-vanligvis ikke fantasi, kanske mere noget til at
töjle den med, noget at bruge den på: et
realitets-sind. Når de gribes af tekniken er det ofte med en
ästetisk forelskelse. Man har jo set det i
funktio-nalismen, ja selv i den store le Gorbusiers geniale
värker. Det blev til lyrik, digtekunst om teknik.
På en elevudstilling på Akademiet i Köbenhavn
så jeg for nogen år siden et arbejde af en ung
arkitekt som hade fået til opgave at projektere
en jernbanestation. Han fyldte en hel väg med
studier over sporskifter og skinneföringer. Vi
har en berömt möbelarkitekt i Danmark, som
engång vilde lave et möbel til service så praktisk
og koncentreret som muligt. Han er lärer på
akademiet og först sendte han eleverne ud og
rubri-cere og katalogisere alt service i Köbenhavn.
Der-igennem kom man naturligvis til det resultat, at
alt service var ganske fejlagtigt og dårligt, og der
måtte konstrueres nyt service. Först derefter
kunde skabet konstrueres med fine uddrag og så nöje
udregnet at der var pläds til service til 18
personer, men om man bare stillede een ting på fejl
pläds fik man 17 dele tilovers, som man ikke
kunde anbringe noget steds.
Jeg beretter alt dette for at advare teknikeren
mod at väre for dybtgående. Jeg advarer ham
også mod ikke at gå tilsträkkelig i dybden. Det
er store krav. Det er ganske enkelt kravet om
talent og intuition. Dermed mener jeg ikke, at
en-hver ingeniör eller arkitekt har pligt til at väre
genial. Det kan man naturligtvis ikke kräve. Man
kan bare arbejde for, at hver og en forvalter sit
pund så klogt og dygtigt som muligt, og da må
man ha et ideal at sträbe efter. Det forkorter vejen,
om det er et förnuftigt ideal, og det förlänger
den urimeligt om det er meningslöst. Idealet er
ikke at löse opgaven med elegance, smag og
ästetisk sind. Idealet er heller ikke at drukne i
reali-tetsundersögelser, statistik og teknik. Idealet er
ad kortest mulige vej at hugge sig gennem vilkåre-
Fig. 5. Det er dog svärt at ta en arkitektur som denne
alvorligt. Uden på huset er for pynt stillet et andet hus
på fire väldige piller, som bare skal bäre sig selv og en
frontispice. Ved hjälp af disse fire piller gör man det
mörkt i det mest fornemme rum i huset indenfor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
