Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. 5. 31 januari 1956 - Reaktorkontrol, av Robert Vestergaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i O januari 1956
101
reaktorens centrum. I figuren symboliseres alle
disse stave af een, som er förbundet til den
til-svarende ydre drivmekanisme, Dl og D2.
Findrevet Dl, som indeholder en reversibel
servomotor med tachometergenerator for
hastig-hedsafhængig tilbagekobling, kan bevæge staven
ind eller ud med ringe hastighed (f.eks. 1 cm/s).
Det er imidlertid af vital betydning, at den
udad-gaaende hastighed, gennem selve servosystemets
konstruktion, bibringes en vis øvre grænse, som
umuligt kan överskrides selv ved fejlagtig
manövrering eller under extraordinære
omstændig-heder.
Sikkerhedsdrevet D2, som er afset at træde i
funktion naar effekten af en eller anden grund
hurtigt skal reduceres, kan blot skyde staven ind,
saa at den totale reaktivitet mindskes med mindst
0,5-—1 % i løbet af 0,1—0,5 s. Beroende paa
om-stændighederne, kan stavene fortsætte helt ind
med samme eller betydeligt mindre acceleration.
Denne del af mekanismen giver staven maximal
acceleration, saasnart stopsignalet kommer fra
enheden OK. Det er naturligtvis vigtigt at
udløs-ningen af D2 ikke forsinkes i de elektriske
kredse.
Den tekniske udførelse af sikkerhedsdrevet er
en detaille som kan varieres paa mangfoldige
maader5. I månge reaktorer er det muligt, især
om reaktivitetskontrol og hurtig standsning af
reaktoren som her udføres med de samme stave,
at arrangere disse saaledes, at de ved tyngdens
hjælp kan bringes at fälde ind i reaktoren6. I saa
fald bestaar sikkerhedsdrevet bare af en
magnetisk styret kobling, anbragt mellem findrevet og
staven. Metoden er attraktiv og meget anvendt
paa grund af sin enkelthed.
Er D2 et specielt hurtigdrev, som ikke drives af
f.eks. tyngdekraften, foraarsager dette
vidtræk-kende dispositioner i kontrolsystemets
princip-skema inclusive energikilderne for dets drift. Det
kan nævnes, at man oftest har anvendt separate
kontrolelementer for henholdsvis
reaktivitets-reguleringen og den hurtige standsning af
reaktoren, i vilket fald Dl og D2 ikke er
sammen-koblede. Det gælder de fleste
experimentreaktorer; i kraftproducerende reaktorer synes der
imidlertid ikke at være nogen afgørende grund
til dette, og det er utvivlsomt ønskværdigt, at
have saa faa kontrolelementer som muligt i
re-aktorkernen.
Den fart, hvormed reaktiviteten skal reduceres
i farlige situationer, afhænger paa det nøjeste af
reaktorens type og anvendelse. Men det bør for
alle reaktorer, dog især hurtige men desuden
langsomme med fäste brændselselementer,
efter-stræbes i konstruktionen at umuliggøre, at
reaktoren pludselig kan blive prompt kritisk. Det er
netop kontrolelementerne selv, som, paa grund
af at den sammenlagte reaktivitetsækvivalens
oftest er saa meget større end ß, repræsenterer
en vis risiko i denne henseende. Følgelig maa
konstruktionen af disse og deres drivmekanismer
være yderst vel gennemtænkt.
Udformningen af kontrolelementerne kan da
under visse omstændigheder blive besværlig og
influere højst betydeligt paa selve
reaktorstrukturen. Men inan bør af dette ikke dragé den
slutning, at ydre kontrolelementer à priori bør
af-skaffes, og reaktoren konstruktivt omformes
saa, at den faar mulighed for 100 % inherent
effektregulering og sikkerhed mod ødelæggelse.
De tekniske konsekvenser af dette kan være
urimelige.
Har en reaktor overhovedet saadanne kinetiske
egenskaber — fremst et rimeligt stort ß — at
den kan höides under kontrol ved inherent eller
externt virkende midler, maa det blive en teknisk
bedømning at afgøre, hvilken metode som i det
foreliggende tilfælde bør eller kan anvendes. Et
helt kontrolsystem kan ogsaa gøres i praktisk
mening absolut sikkert virkende; samtidig med at
konstruktionen af et absolut sikkert
kontrolsystem hovedsagelig vedrører konventionelle
apparater og systemmæssige dispositioner
uden-for reaktoren, frembyder de ydre kontrolmidler
et enkelt og billigt middel til at bibringe
reaktorsystemet i sin helhed en vis kinetisk
karakteristik uden at gøre konstruktive indgreb i
reaktoren.
Findrevene for kontrolstavene (fig. 1) styres,
som antydet, af en hastighedsservoforstærker.
Om dette sker elektriskt, bevæger stavene sig
med en hastighed som er tilnærmelsesvis
pro-portional med servoforstærkernes
indgangs-spænding. Denne, er i lighed med månge andre
vigtige signaler, ført igennem en anordning, i
figuren betegnet med OK
(operationskoordinering), som vi senere kommer tilbage til.
I denne kan kontrolstavene imidlertid kobles til
een af tre kanaler 1—3. Den første 1 indeholder
et maaleagregat for neutrontætheden i reaktoren
og omfatter et jonisationskammer JK1, en
jævn-strømsforstærker Al med
maximalværdiindice-ring Max 1 samt en programenhed, som leverer
en fast referensspænding, der kan programstyres
manuelt. Med kontrolelementerne koblet til
denne kanal, stabiliseres reaktoreffekten
automatiskt, og man kan køre reaktoren frikoblet fra
den ydre belastning paa ganske ringe effekt.
Den anden kanal 2 er i dette eksempel indrettet
for stabilisering af det udgaaende vands
temperatur. Denne maales f.eks. ved hjælp af
mod-standstermometer og potentiometerskriver, der
er förbundet til en programenhed. Denne afgiver
(i ret fase!) en spænding, som er proportional
med den momentane temperaturfejl.
Prograin-enheden styres i princippet af konsumenten.
Denne lukkede kontrolkreds er i sit kinetiske
beteende væsentlig mere kompliceret end den
første, eftersom förgiftningens kinetik og hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
