Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 13. 13de juli 1883 - Forblændings- og terracotta-arbeider. Af ingeniør A. Algaard i Berlin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Der findes vel neppe noget andet byggemateriale,
som samtidig med billigheden i den grad er istand
til at tilfredsstille såvel kunstnerens som den rationelle
konstruktørs forskjellige krav.
Dog et mindretal af teknikere erkjender det
omhyggeligt forarbeide lermaterials fordele; de
færreste har fået øiet op for, at det er et i «ilden
luttret» materiale, et kunstprodukt, hvis egenskaber i
de fleste tilfælde kan stilles ved siden af de i
naturen dannede fortrinligste stenmaterialier.
Professorerne på de tekniske høiskoler holder
det ikke for umagen værd at lade indøve rationelle
stenkonstruktioner, ja professorerne selv befinder
sig på et temmeligt forældet standpunkt. Det er
derfor heller intet under, at man ikke ved rigtig at
anvende de fortrinlige teglstene, som nutidens
lerindustri formår at fremstille.
Hos enhver tekniker må det således vække
største beundring, at der nutildags fabrikeres
formstene, som besidder en dobbelt så stor hårdhed, som
den hårdeste granit. Efter 23 forsøg viste det sig,
at dette teglstensfabrikat, som er fremstillet under
hydrauliskt tryk, besidder en gjennemsnits
brudgrænse af 2800 kg. pro cm2, medens
maximalbelastningen ved hine prøver endog beløb sig til
3700 kg., altså tilnærmelsesvis smedejernets
brudgrænse mod tryk. Den hårdeste granits brudgrænse
ligger som bekjendt mellem 1200 og 1500 kg,
pro cm2.
Men nogen fordelagtig udnyttelse i større
udstrækning af disse fortrinlige stene har endnu
ikke fundet sted.
Ligesom den brændte lerjords fabrikat kan gives
næsten hvilkensomhelst hårdhed, blødhed, lethed,
tyngde, bestandighed mod veirliget og ilden, så kan
den også gives i alle mulige former og farver.
Med tilnærmelsesvis samme akuratesse som ved
metalstøbningen brændes de mest detaillerede, de
finest modellerede former i ler. Farvevariationerne
beror dels på de i naturen forekommende,
forskjelligartede lersorter, som atter efter behag kan blandes
sammen til talrige farvenuancer, dels på de talrige
glassurer, hvormed man kan fremstille en
hvilkensomhelst farve og glands.
For at erkjende den omhu og den forsigtighed,
hvormed fabrikationen af forblændstene og
terracotta-arbeider må udføres, skal i det følgende fabrikationen
beskrives, således som den bliver drevet ved
Siegersdorfer værker i Schlesien, et af de største og mest
renommerede brug i Tyskland, hvilket udelukkende
beskjæftiger sig med forblændsten- og
terracotta-fabrikation.
Anlægget selv er beliggende tæt ved banegården
Siegersdorf, i linien «Niederschlesische-Märkische
Eisenbahn», og en forgrening af skinnerne går hen
til fabrikens lagerplads. Bruget besidder et areal
af 75 hektarer, beskjæftiger 400 arbeidere og
arbeidsmaskinerne drives ved hjælp af to dampmotorer med
tilsammen 70 hestekræfter. Materialiernes brænding
sker i fem ringovne, hvoraf de tre fyres med
kulgrus, medens de øvrige to er gasovne, der har en
fælles generator. Den ene af disse sidste er
indrettet med ildsikre vogne, på hvilke lermaterialierne
føres i ilden. Dette er, som også ovenfor
fremhævet, den fuldkomneste ovnkonstruktion.
Fabriken har sit eget dampsnedkeri og
maskinværksted, et særegent kemisk laboratorium,
hvor alle malerialierne undersøges og prøves, og
hvor alle opstående vanskeligheder ved fabrikationen
granskes.
Forarbeidelsen af forblændingsstene og
terracotta-gjenstande fordrer megen omhyggelighed og
påpasselighed. Råmaterialet må være af god kvalitet,
fri for skadelige bestanddele, behandlingen af leren,
formningen og brændingen må udføres med
sagkyndig forsigtighed. Finder den ubetydeligste
forseelse ved forarbeidelsen sted, så taber gjenstandene
betydelig i værdi.
Med hensyn til materialet er Siegersdorfer
værker i besiddelse af en sjelden ren og god ler,
hvoraf ingen skadelig bestanddel er at udsondre, og
hvoraf særdeles hårde og fuldstændig veirbestandige
stene kan fabrikeres. Da værket besidder 3
forskjellige lertag med en rød, en gul og en hvid sort
jord, så kan man, dels ved den forskjellige blanding
af disse lersorter, dels ved den forskjellige
brændeproces, opnå talrige variationer af naturfarverne:
lederfarve, brun, brungrå, dunkel, violet, rød,
dunklere og lysere gul etc. etc. For særskilte
arkitektoniske øiemed erholdes desforuden de
mangfoldigste farver ved hjælp af jordagtige engober og
metalliske glasurer.
Engoberne udmærker sig derved, at de består
af en sort jord, der har det samme smeltepunkt,
som den ler, hvoraf teglstenen består. Denne kan
på grund heraf allerede i rå tilstand overgydes
med engoben, for derpå at brændes fuldt færdig i
ringovnen.
Blandt de forskjellige engober fremhæves i
særdeleshed en gråsort farve, som finder megen
anvendelse for tagpander, hvilke herved erholder et
matgråt, glindsende, skiferagtigt udseende.
De metalliske glassure stryges over de forud
færdigbrændte stene, hvilke herpå i den
almindelige pottemagerovn udsættes for den til
glassuren fornødne varme, som er betydelig ringere
end heden i ringovnen. I den sidstnævnte ovn
vilde glassurens metal fordampes. At fremstille en
feilfri glassur forvolder meget bryderi, da skader
lettelig opstår derved, at glassuren har en anden
udvidelses-koefficient end stenens masse.
Fra de tre forskjellige lertag, som ligger
ca. 1/2 kilometer fra fabriken, føres råmaterialiet
på arbeidsbaner til lagerboderne, hvor massen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
