Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No: 34.
TEKNISK UGEBLAD.
141
dels i de tilkjendte belønninger, dels i den
anledning til belærende sammenligning med den samme
art produktion i andre lande, som tilbød sig. Dette
sidste var blandt andet tilfældet med vor nationale
træskjærerkunst. Fra første stund har denne havt
sin plads ved vor deltagelse i verdensudstillingerne.
Allerede i London i 1851 finder vi den
repræsenteret af nogle arbeider, fremsendte af en mand, hvis
navn i denne forbindelse ikke bør glemmes: nu
forlængst afdøde Kjøbmand i Kristiania N. P. Thesen,
den første, der hos os faldt på at drage denne
industri frem af dens upåagtede tilværelse i de
telemarkske og gudbrandsdalske bygder. Sendingen
til London, der, som det i en samtidig beretning
heder, «skyldtes telemarkske og vågeske bønder,
der ikke besad anden kunstudvikling end den, som
øvelse giver det naturlige anlæg», hjembragte den
ene af de to medaljer - den anden tilfaldt
Kongsberg sølvværk - hvormed den lille norske afdeling
i 1851 hædredes. I Paris 1855 er det især
trøn-deren Ole Jakobsen Laulo, som har ydet bidrag til
denne gruppe, på hvilken der imidlertid nu ikke
falder nogen belønning. I 1867 møder man
bergen-seren Brostrøm med en en plastik gjengivelse af
Tidemands «reisen til sæteren», Ole Glosimodt samt
Borger Borgersen, denne sidstnævnte belønnet med
hæderlig omtale. I 1878 er der fire udstillere:
Borger Borgersen, Glosimodt, H. Hansen i Kristian
-sand samt Ole Olsen Moene i Opdal, der nu
gjennem det kort i forveien dannede
kunstindustri-museum fremføres for et større publikum og
erholder en broncemedalje. Det er i et tidligere afsnit
af nærværende indberetning berørt, hvorledes
belønningerne i 1889 både i og for sig faldt meget
rigeligere samt derhos i større omfang, end tilfældet
blev med den med vor produktion analoge: den
schweiziske. Om denne sidste skal man tillade sig
at meddele nogle oplysninger, der måske ikke vilde
være uden nytte ved fortsættelsen af de hos os
gjennem kunstindustrimuseet og husflidsbolaget
organiserede, så overordentlige fortjenstfulde
bestræbelser for at hæve den norske træskjærerkunsts
niveau.
Optaget som husindustri i tiden omkring 1820,
fik det schweiziske træskjæreri temmelig snart en
økonomisk betydning, hovedsagelig ved afsætning
til reisende. Koncentreret i Berner Oberland,
navnlig i trakten ved Brienz og Meiringen (Haslidalen),
sysselsatte det - delvis dog kun som bierhverv -
flere tusinde hænder, og hørte det i de «gyldne
tider» i begyndelsen af syttiårene ikke til
Sjeldenheder, at en dygtig træskjærer tjente sine 20 francs
daglig. Denne blomstringsperiode varede dog ikke
meget længe og afløstes af en reaktion, hvorunder
den daglige maximumsfortjeneste sank ned til
henved 5 francs og gjennemsnitsfortj enesten til ikke
meget mere end det halve, samtidig med at der i
Schweiz selv rettedes en stedse skarpere kritik mod
den måde, hvorpå denne industri vedblev at drives.
Væsentlig denne kritik skyldtes så forsøget med de
to i høsten 1884 i Meiringen og Brienz åbnede,
ved bidrag af såvel forbundet som kantonet
opret-holdte træskjærerskoler. Man indrømmede, at den
almindelige økonomiske depression havde sin del i
tilbagegangen, men mente dog, at denne kunde være
ble ven mindre følbar, hvis træskjærerindustrien
havde vist i tide at frigjøre sig for gammel routine
og var gået ud fra, hvad man kaldte den
naturalistiske til den stiliserede fremstilling. De
gjengivel-ser af dyregrupper, blomster, figurer - et slags
genreskulptur - samt de modeller af schweizerhuse,
hvormed der var bleven begyndt, og som man lod
det bero med atter og atter at gjentage, havde tabt
nyhedens interesse, markedet var overfyldt af dem,
de egnede sig ikke til nogen praktisk benyttelse,
blev ikke andet end nipssager, og mødte i denne
sidste egenskab desuden en stigende konkurrance
fra den - hovedsøgelig i Tyskland - med langt
mere opfindsomhed drevne metal- og
imitationsindu-stris side. Det er sandt, at den tradionelle
fremstillingsmåde vedblev at have sine forsvarere, og i
de sommeren 1890 af den schweiziske
Gewerbe-verein udgivne Fachberichte iiber die Pariser
Welt-anstellung møder man endnu udtryk for den
opfatning, at målet bør blive «at være tro imod
naturalismen», i stedet for at lægge sin flid på tilvirkningen
af stiliserede brugsgjenstande. «I denne sidstvævnte
branche» - heder det således - «vilde vi få at
gjøre med en mægtig konkurrent fra udlandets
gjennem århundreder oparbeidede industri, til hvis
standpunkt vore træskjærere i Berner Oberland
aldrig vil formå at hæve sig, uagtet der ikke
skorter dem på intelligens. I dyregrupper og andre
naturalistiske kunstværker er konkurrencen langt
mindre, det kjøbende publikum yder dem en større
interesse, og industrien har derfor i denne genre
gode udsigter for fremtiden, især når der kunde
lægges end mere vind på naturstudiet og anatomien».
Andre udtalelser går i den modsatte retning, og om
end størstedelen af de schweiziske arbeider endnu
ikke formår at præstere andet end de gamle typer,
er det sikkert, at udenfor deres kreds tilråder den
langt overveiende flerhed af de sagkyndige en
overgang fra naturalismen til stiliseringen. At forberede
en sådan, er også udtrykkelig sat som opgave for
skolerne i Brienz og Meiringen. Ved
Pariserudstillingen var begge retninger repræsenterede, og her
kunde der ikke herske tvivl om, at i det almene
omdømme var det de nye bestræbelser, der gik af
med seieren. Forsåvidt går tendensen altså parallel
med den i Norge fulgte: hovedsagelig at lægge an
på en gjennemarbeidelse og diskret udsmykning af
brugsgjenstande af mindre dimensioner, således at
hverken gjenstandens praktiske bestemmelse træder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
