Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 46.
TEKNISK UGEBLAD.
Den internationale kongres for ulykkestilfælde under arbeide.
(Forts, fra no. 44).
Almindelige bemærkninger.
Den første kongres i l H 89 var ikke i egentlig
forstand international, idet flere lande ikke var
repræsenterede; isåhenseende var kongressen i Bern
et stort fremskridt, idet den talte repræsentanter
for tretten nationer; blandt deltagerne var der 23,
der havde et eller andet mandat fra sit land.
Beretning om kongressens virksomhed, diskussioner
etc. blev alt trykket i et samlet bind og uddelt
blandt medlemmerne, for hvem det selvfølgelig har
stor interesse.
På kongressen behandledes især tre
hovedspørgsmål :
1. Den bedste måde til at bøde på forvoldte
ulykker.
2. Forhindring af ulykkers indtræden; den bedste
organisation.
3. Ulykkesstatistik.
Vi vil efter hinanden undersøge disse tre
punkter. Forinden gjør vi dog opmærksom på, hvad
der har vist sig, nemlig at det private initiativ her
i flere lande spiller en overmåde stor rolle, at det
derfor i sådanne tilfælde gjælder ikke at kvæle
eller skade dette, men få en organisation afpasset
derefter.
1. Hvorledes råde bod på ulykkerne?
Som grundlag for studiet heraf havde man en
samling af dokumenter og oplysninger hentet fra
de forskjellige lande og skikkede til at belyse
spørgsmålet; disse blev uddelt blandt kongressens
medlemmer. Under sagens behandling fremgik dens
forskjellige sider af de forskjellige taleres foredrag,
der atter ledede til sammenligninger og en
diskussion, hvis hovedpunkter vi vil fremhæve.
For det første har vi allerede på forhånd givet
de forskjellige assurancesystemer, der mange steder
og tillige af mange industridrivende benyttes til at
sikre arbeiderne mod følgerne af ulykker.
Men for at dette skulde komme ethvert offer
for en arbeidsulykke tilgode, må man ved lov gjøre
assurance obligatorisk.
For to år siden på Pariserkongressen blev den
obligatoriske assurance ivrigt debatteret og vakte
megen modstand; allerede nu er heri gjort et stort
fremskridt, idet man nu i Frankrig er omtrent enige
i at holde på den obligatoriske assurance.
Da dette punkt var almindelig antaget, stod
tilbage at udfinde, hvem der skulde overtage
assurancen og hvordan den skulde organiseres. Her
var at vælge mellem to systemer, som vi med
Bodenheimer har kaldt det tyske og det latinske. j
Det første også kaldet statssystemet appelerer j
til staten og lader denne overtage den hele omsorg.
Systemet er allerede bragt i anvendelse i Tyskland
og Østerrig, i hvilke lande, man som bekjendt, har
fåt istand et helt lovværk om arbeiderforsikring,
omfattende samtidig forsikring mod ulykker, sygdom,
invaliditet og alderdom. Dette system der
anvender bestemte assurancekasser, er bleven fremstillet
på kongressen og forsvaret med megen dygtighed
af Dr. Bodiker, direktør for det keiserlige
assurancekontor i Berlin. Det er også bleven støttet
af tyske, østerrigske og schweiziske medlemmer
specielt Dr. von Mayr, Møller, Dr. Kummer og
Bodenheimer.
Endog præsidenten for textilkorporationen i
Elsas-Lothringen, Sehwarz, har erklæret, at
arbeids-giverne i Elsas-Lothringen var meget vel fornøiede
med det tyske system for obligatorisk assurance.
Men, om det er et karaktertræk ved de
ger-maniske nationer, at de velvillig modtager den
impuls, der udgår fra en høiere organisation, så er de
latinske racers nationalånd den modsatte, idet disse
fremfor alt elsker friheden. Af denne grund
samler de sig om det modsatte system; og uden at
støde staten tilbage forlanger de, at den skal
indskrænke sin indblanding til det strængeste minimum
og forøvrigt overlade marken til det private
initiativ, som skal opmuntres, hvor det kommer frem.
Denne skole anerkjender også nødvendigheden
af obligatorisk assurance, men forlanger for enhver
arbeidsgiver frihed til at vælge sin egen assurandør
efter sin egen fordel - blandt assuranceselskaber,
gjensidige anstalter, statsinstitutioner, der dog alle
må stille visse garantier.
Dette system, til hvilket vistnok den store
majoritet af franske industridrivende slutter sig, har
fundet veltalende forsvarere i herrerne Cheysson,
Albert Grigot, Rastand og Veyssier.
Forøvrigt har kongressen enstemmig anerkjendt,
at ethvert land med hensyn til valget af midler
får løse disse spørgsmål på den måde, der passer
for dets sæder og skikke og specielle temperament.
Der er også opnået fuld enighed om en anden
ting, nemlig, at assurancesystemet ikke må stanse
ved ulykker, men også omfatte sygdomme og
derefter invaliditet og alderdom, idet man indså, at
den ene af disse vilde trække de andre med sig.
Ligeledes har Cheysson foreslået, at man skulde
udvide arbeidsfeltet for kongressen og den
permanente komité, som herefter skulde kaldes: Kongres
og permanent komité for arbejdsulykker og social
assurance.
Et interessant forhold blev for kongressen
fremholdt af Bodenheimer, nemlig forholdet mellem de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
