Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 33. 16 august 1894 - Om håndboring for fjeldsprængning, af Henr. Lund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 33
TEKNISK UGEBLAD.
269
Indhold: Om håndboring for fjeldsprængning. - Aluminiumskutteren Vendenesse. - Anmeldte større byggearbeider
i Kristiania. - Ledige poster. - Personalia. - Blad- og bognyt. - Trå redaktionen.
Om håndboring for fjeldsprængning.
(Af Henr. Lund.)
l bor bruges nu almindelig ottekantet,
såkaldt borstål, der går i handelen i flere
størrelser, hvoraf 3/é" og 7/s" er de mest benyttede
til sprængningsarbeider. Sjelden bruges 5/s" og
l" eller endnu grovere, og disse sidste da
hovedsagelig i stenbrud. Stålets kvalitet er temmelig
forskjellig ved forskjellige valseværk, og selv fra
samme fabrikant kan stålet til de forskjellige
tider variere en del. Man må dog
gjennem-gående sige, at stålets kvalitet er god, om man
end nu og da kan påtræffe noget, som er dårligt.
Mange af de klager, man hører over borstål, skriver
sig vel også fra, at borsmeden ikke har forstået
at behandle det rigtig; thi herpå kommer det
nemlig meget an, da én sort borstål ofte fordrer
en noget forskjellig behandling både under
smedningen og hærdningen end en anden, og
denne forskjel kan undertiden være ganske
betydelig. Nu, hvorom alting er, så vilde det jo
være en stor vinding, om stålet kunde erholdes
i jevnere kvaliteter, således at man blev mindre
afhængig af smedens evne til at udfinde, hvilken
behandlingsmåde vedkommende stålsort kræver.
Bedst var det jo, om alt borstål vilde lade sig
arbeide og hærde på samme måde. Af
bøinings-forsøg, eller af den større eller mindre lethed,
hvormed stålet springer af efter et indmeislet
spor, og betragtning af bruddet, vindes gode
holdepunkter for bedømmelsen af stålets egenskaber,
medens hovedvægten naturligvis ligger på
prøveborenes forhold. Disse prøvebor hærdes mer og
mindre omhyggelig, og man iagttager herunder
stålets større eller mindre tilbøielighed til at
danne sprækker, «hærdsmeld». Ved forsøgsboring
vinder man dernæst kundskab om stålets evne
til at modstå slitage. Her må man dog være
forsigtig med at trække slutninger, da såmeget
beror på hærdningen, og en retfærdig
sammenligning således bliver vanskelig. I almindelighed
bør man foretrække det stål, der selv ved mindre
omhyggelig hærdning holder sig frit for sprækker
og ellers ikke er altfor ømfindtligt i varmen.
Prisen på borstål vil på arbeidsstedet ofte
dreie sig om en 300 kr. pr. ton, når man regner
indkjøbsprisen til 260 med runde tal, og
arbeids-stedet er ugunstigt beliggende.
Man får da følgende omtrentlige tal:
5/s" borstål veier ca, !3/4 kg. pr. 1. m. og koster ca. 0.50-1.00
3/4" do. 2*/3 do. 0.70
7/s" do. 3Va do. 1.00
l" do. vel 4-4Vs do. (ujevne 1.20-1.35
5/4" do. " 6-62/3 do. dimensioner) 1.80-2.00
iVa" do. " 9-92/3 do. " 2.75-3.00
På arbeidsstedet bør bor forefindes i rigelig
mængde og forskjellige længder. Trænger man
enkelte rigtig lange bor, sveises to stænger
sammen. I sådanne tilfælder bør ikke stålstængerne
sveises umiddelbart på hinanden, da dette ofte
er vanskeligt; men man sveiser begge til et
forbindende jernstykke.
Hvæsningen af borene sker gjerne ved
arbeidsstedet af en dertil øvet smed eller stenarbeider.
Det skal adskillig øvelse til for at udføre arbeidet
godt, og en god smed er ikke bestandig en god
borhvæsser. Ofte er minerere tillige gode
borsmede, om de vei sjelden opnår den øvelse
som en smed. En minerer, der driver hvæsning,
klarer sjelden over 300-350 bor om dagen,
medens en dygtig borsmed driver det til 4-500.
Betales hvæsningen pr. stykke, dreier prisen sig
om 2V2-4 øre pr. bor (3/4 eller 7/s") alt
eftersom smeden har tilstrækkeligt arbeide hermed
eller ikke. Selv for noget større bor bruges nu
hovedsagelig meiselbor.
Borene bør ikke opvarmes for stærkt ved
hvæsningen, slet ikke til hvidglødhede, og
hamringen fortsættes til brun var men er forsvunden.
Opvarmningen sker bedst i trækulild, omend
smedekul næsten udelukkende benyttes. Efter
hvæsningen har da boret gjerne en konveks egg og
ellers meiselborets velkjendte form, der vel ei
behøver at beskrives. Den vinkel, som borskjærets
flader danner med hinanden, er oftest 60-70°,
men kan også gå op til over 100°, ved meget
hårdt fjeld. Borskjærets sideflader gives også en
slags meiselform, men vinkelen nærmer sig her
til en 150°. Ved hvert hjørne i eggen støder
der således fire flader sammen. Efterat boret er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
