Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
43
Min Pleiefaders Helbred blev daarligt henad Foraaret;
Lægen foreslog en Reise, og da Ondet tiltog, indvilligede han
omsider. Det var haardt at forlade det regelmæssige Liv og alle
de tilvante Beqvemmeligheder, men det var endnu haardere,
ikke at kunne nyde godt af nogen Ting paa Grund af
Ildebefindende og Misstemning. Et Forsög maatte vei gjöres; med
Penge kunde man jo faae det nogenlunde som man önskede paa
ethvert Sted; desuden vilde det möre Barnet.
Denne sidste Bevæggrund var ikke den svageste. Min
Pleiefader havde vænnet sig til mig og holdt af mig; han havde
Tillid til min Characteer — saadan som han tænkte sig den,
thi han kjendte mig kun lidt — og fandt Behag i mit Ydre.
Det morede ham at forære mig Kostbarheder og skaffe mig
Fornöielser. Egentlig Lyst til Reisen havde jeg dog ikke, men
jeg var ethvert Sted hellere end i Hjemmet, hvor Forholdet
blev mere og mere uudholdeligt for min Fölelse. Der maatte
gjöres Et eller Andet, jeg maatte tage mit Parti, hvorledes
kunde jeg endnu ikke indsee, men det maatte udfindes. Og saa
bröd jeg mit stakkels Hoved med de taabeligste, meest
uudför-lige Planer. Reisen var ligesom en Udsættelse. Den staaer
underlig taaget for min Erindring. Hvad nytter det at see
Alverdens Herligheder, naar det lette, glade Sind og det aabne
modtagelige Oie mangler. Bjerge og Floder, Pragtbygninger og
Ruiner, Malerisamlinger og Museer vakte samme lunkne,
ligegyldige Beundring. Kun, naar vi kom til Söstæder, og jeg saae
den frie Strand, slog mit Hjerte raskere: om jeg nu traf Erik
her! og mit Oie ledte i Masteskoven efter det röde Dannebrog.
Dec var vistnok en meget naragtig Tanke; jeg fortalte
mig det ogsaa selv, men Haabet kom dog igjen hver Gang jeg
saae de klare Bölger spille i Solen, og Haabet narrede ikke,
det gik i Opfyldelse, uventet og forunderligt, som i et Eventyr.
Det var en smilende Augusteftermiddag; paa Tilbageveien fra
Rom opholdt vi os et Par Dage i Nizza, og havde netop besögt
nogle Boutiquer og gjort forskjellige Indkjöb. Der var stærk
Trængsel paa Veien til Hotellet; jeg var ganske fortumlet af de
mange forskjellige Lyde, det blændende Sollys og alle de
brogede Dragter.
»Tag Jer iagt, tag Jer dog iagt!» löd det pludselig tæt ved
os i det gode gamle danske Sprog. Idetsamme blev en halt,
krumböiet Moerlille, der stod lige foran et Par vælige Heste,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
