Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
tydelighed i det hele taget. Et språgs medlyd kan lignes ved
de faste sider i et kar, hvori selvlydene indesluttes som den
flydende vædske. Når man nu borttager eller gennemborer disse
skillevæge, flyder de ulige vædsker (her selvlydene) jo ud i
hværandre. På samme måde er det meget vanskeligt at forstå
nogen, som sløjfer medlydene, ligesom sluger dem, æder dem op
eller udtaler dem skødesløst. Af samme! grund forstår en svensk,
som aldrig før har hørt dansk, lettere en almuesmand fra
Vesteller Sønder-jylland end en københavner; ti hin udtaler
medlydene skarpt, denne ikke. Den stokholmske udtale skal heller
ingenlunde være den bædste svenske; men derom kan jeg ikke
dømme. Det ved jeg kun, at den danske såkaldte »dannede»
udtale er slet. At vi »sluger» mange bogstaver, hvorved
tungemålet får en uskøn blødhed, noget, som alt vår smagfuldeste
digter Öhlenslæger, har haft et åbent øje for. Da han således
i sit sidste værk siger:
»Hvært språg har sit, hvorfor en skjald må kæmpe;
den tyske må det altfor hårde dæmpe;
den danske jage må med skarpe kanter
det bløde bort, med stærke konsonanter.»
Og Tegner, som dog ælskede det danske skaldskab så højt, —
han, som udtalte, at »söndringens tid är förbi», — han har dog
måt tilstå om det danske tungemål, som han kændte (o: det
såkaldte »dannede»):
»Mig behagar du ej. För veklig för nordiska styrkan,
äfven för söderns behag mycket för nordisk ännu».
Men jeg tør ikke længer dvæle ved udtalen, hvorom jeg kun
havde isinde at give nogle få og små og spredte vink.
Et andet krav, som med rette kan stilles til enhvær kvinde3
der i fræmtiden ønsker at kaldes »dannet» (i en ny og sandere
mening), og — til enhvær moder, som vil være sit barns første,
omhyggeligste lærerinde i modersmålet, — det er kravet på
renhed i språget. At spække talen med en mængde unødvendige
fræmmede ord er en af vår tids største skødesynder, og jo
højere vi kommer op i de »dannede» samfundslag, des værre
bliver det, det er dog virkelig falsk dannelse. Men »vanen er
en anden natur», og så vant er man bleven til dette unordiske
kragemål, at de, som forstår at »skille klinten fra hveden» i
språget og ikke, imod bædre vidende, vil »tude med de ulve, de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
