Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207
Nei, mens op og ned jeg traver,
Lammeskind og Vasketøi
Kronen over Ho’det laver,
Kun mit eget Skridt gjør Støi.
Og dog elsker jeg den lange
Vandring hen ad Loftets Bro! —
Her jeg drömmer søde Sange,
Vugger selv mit Sind til Ro,
Planter Fantasiens Haver,
Mellem Alt hvad uskjønt er,
Takker Gud, for at hans Gaver
Selv paa Loftet er mig nær.
Gamle Loft, med Ensomhedens
Dybe Brønd, min Tak modtag,
At Du skjænker mig et Edens
Lykkelige Fred hver Dag!
Op og ned! Motion det giver;
Ned og op! Spadseretur
Dog tilsidst den Vandring bliver,
Skjøndt den gjøres i et Bur.
Benedicte.
30. Gudmund Andersons historie
(som stjernerne fortalte).
»Sidder Du endnu i mørke Johannes?» spurgte en rask
ungdommelig stemme, idet dören til et lille kvistværelse blev
revet op. »Ja», lød svaret, »jeg sidder og tænker, hviler mig
efter læsningen og lader stjernerne fortælle mig historier. Måske
vil jeg engang gentage dem for verden, men saa maa de först
modnes inden i mig. Ser Du, modtage kunne vi alle, men kun
få af os have fået den gåve at danne det modtagne, så det
fremstår som et fuldstændigt liv, der har ret til at banke på
menneskehjerterne med ordene: luk op, jeg har noget til Dig.
Jeg har drømt om at blive en af disse få, men slår det fejl,
er verden stor nok, til at jeg kan finde en beskeden lille plads.
Så bliver jeg skolelærer på landet og lærer de små at læse —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
