- Project Runeberg -  Tidskrift för hemmet, tillegnad den svenska Qvinnan/Nordens qvinnor / Elfte årgången. 1869 /
373

(1859-1885)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

373

gjennemtrænge og forædle hele Personligheden, som naar de slides
af, under hyppige Sammenstod med Omverdenen. Det er ogsaa
vanskeligt for den, hvis hele Liv hviler i Forestillingen om "det
ene Fornödne", at tilkjende de forskjellige Livsforhold og ydre
Formaal deres fulde Yærd som Midler for den menneskelige
Udvikling. "Er Et fornödent, hvorfor skulde man saa bekymre sig
om det Andet, Överflödige?" fristes man til at tænke. Men
Guds-bevidstheden skal være Ledning, ikke Isolator; og det er bedre
med en stor Forfatter at sige: "Jeg er Menneske, og det
Menneskelige kan aldrig blive mig ligegyldigt."

Men der vindes ogsaa Noget. Skjærpes i Familielivet Sandsen
for alle betingede Livsforhold, og vindes der Evnen til at udvikle sig
og virke gjennem dem, saa styrkes og klares i Ensomheden
Erkjendelsen af det Absolute: Forskjellen paa Ret og Uret, — I
Folkesagnene forekommer det tidt, at en Afdöd maa gaae igjen,
fordi han i levende Live bar "flyttet Veiskjel". Ak, hvor Mange
gjöre sig ikke skyldige i denne Synd — hvor Faae kom til at
ligge rolige i deres Grav, hvis denne Dom stod ved Magt. Hvem
har ikke været med at nedtræde, flytte, rokke Veimærket imellem
Ret og Uret, eller seet til, naar det skete? —tidt af
Samvittighedsloshed, men endnu oftere af misforstaaet Godmodighed, fordi
man ikke vil "være bedre end Andre"; saaledes kaldes det jo,
naar man ikke vil slaae af paa Fordringen! — Man vil ikke
dömme, for ikke selv at blive dömt — af Menneskene. Man seer
Sagen fra flere Sider — men dog oftest ovenfra: fra den Stærkes
Standpunct. — Naar Moliéres "Misantrope", hvis ædle Sjæl
op-röres under Iagttagelsen af det Trolöse i Menneskenes Færd imod
hinanden indbyrdes, siger at han hader dem:

"Les uns, parcequ’ils sont méchants et malfaisants;

Et les autres pour étre aux méchants complaisants",
da dömmer han i Kraft af den Nidkjerhed for de Svage og
Forurettede, som Gud har nedlagt i vore Hjerter og hvortil sikkert
hans Forjættelse til dem "der hungre og törste efter
Retfærdighed", knytter sig. Og Alceste maa heller, som han gjör, bryde
med Alt og begrave sig i Ensomheden, end udslukke denne hellige
Ild i sit Hjerte. Thi man hildes ikke saaledes, naar man staaer
fjernere fra det selskabelige Frimureri. I Afstand sees
Grændsen imellem Ret og Uret som det Eneste i Livet, der er af
af-gjörende Betydning, og den, som stadig har den for Øie, og ingen
anden Maalestok har for sin Opfattelse, bidrager ogsaa til at
gjöre den aabenbar for Andre.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 02:59:14 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tfh/1869/0377.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free