Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
375
Lov, hvori de ere begrundede, er forud given, ens for Alle; men
Glæderne ere forskjellige efter Enhvers Tilböielighed og Natur
Denne Frihed til at indrette sig og leve ganske efter eget Tykke,
som giver alt i den Ensommes Hjem Eiendommelighedens Præg,
gjör det umuligt, iforveien at sige, hvordan det skal være, eller
hvori de Glæder skulle bestaae, som man deri kan berede sig
selv og Andre. Endnu mindre kunde jeg beskrive mit eget Hjem:
saa var det ikke længer det gamle dyrebare Fristed, som jeg
haaber, det skal blive til min död! — Jomfruen, som er ude om
Dagen, veed dog at hun Ingen træffer, naar hun kommer hjem
om Aftenen. Men hvis jeg gav en Beskrivelse af mit Hjem, vilde
jeg aldrig mere föle mig alene der. — Hvorledes den Enkelte
former sine Omgivelser, skaber sig Glæder og udstrider sin
Sjælestrid i Hjemmets trygge Skjul, har heller ingen almindelig
Betydning. Men hvad der er Aanden i Hjemmet, Grundtonen i
dette forborgne Liv, maa være væsentlig det Samme for Alle, og
det kan udtales, ja, man kan trænge til at udtale det! — Jeg
har fundet et Udtryk for, hvad jeg foler som Hjemmets
Betydning, i en Omskrivning af Goethes deilige Vers i Faust:
"Und wenn in unsrer engen Celle" —
Jeg blev saa glad da det formede sig saaledes i mine Tanker, og
jeg vil tilföie det her, som den Slutningsaccord, der passer bedst
til denne lille Afhandling.
Naar atter i min lille Stue
Jeg Lampen tænder, arbeidstræt,
Mit Haab oplives ved dens Lue —
Jeg trækker atter Veiret let!
Da taler jeg mig selv tilrette,
Og higer imod Maalet frem;
Da takker jeg dig, Gud! for dette:
At jeg har her og hist et Hjem.
Mathilde Fibiger.
52, Det var vid kyrkan,
Det var vid kyrkan. Han var blek;
I ögat låg en blick så vek.
Han kom emot mig, tog min hand:
"Farväl!" han sad’, "till fjerran land
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
