Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
389
og et hemmeligt Rum korn tilsyne. En stor guulagtig
Papiirs-convolut laae deri; den var omviklet med grön Silketraad, og
udenpaa stod skrevet med afblegede, men dog tydelige Bogstaver:
"En Nödskilling til min kjære Datter Johanne Margrethe." Hvad
var dog Dette? jeg viste Fundet til Fader, og vi raadsloge.
En Nödskilling stod der; maaskee trængte Vedkommende haardt
til den, Tiden turde ikke spildes, jeg paatog mig at udfinde rette
Eier månd.
"Lad Pengene blive", böd Fader, "og gjör mig ingen
Dumheder. Det gjælder Familiepapirer, kun Fainiliepapirer, indtil Du
er fuldkommen vis paa at have truffet det rette Spor. Her er
Meubelhandlerens Adresse; han maa sige Dig af hvem han har
kjöbt det. Husk saa: Johanne Margrethe!"
Meubelhandleren havde kjöbt Chatollet af nogle gamle Damer.
Hans smaa plirende Øine gnistrede af Begjærlighed. Hemmelige
Rum, og han havde ikke ah net det! Familiepapirer! jo vist,
Penge, naturligviis, Penge!
De gamle Damer boede höit oppe i Store Kongensgade; jeg
ringede længe, tor der blev aabnet, men det rörte sig gjentagne
Gange ved Dören: de tittede bestemt ud paa mig gjennem
Noglehullet. Endelig kom et skikkeligt, men skræmmet Ansigt tilsyne,
to dito holde sig i Baggrunden. "Hvad vilde jeg?"— ’’Sagen dreier
sig om et gammelt Chatol", begyndte jeg. Det havde de solgt,
de havde ingen Plads til det. Jeg nævnede Familiepapirer.
"Familiepapirer, Vorherre bevares!" den Ene saae paa den
Anden, som beskyldte jeg dem for noget Ondt; Dören gjorde Mine
til at lukke sig for min Næse. Det var en latterlig Scene, jeg
veed ikke rigtig, om de holdt mig for en Tyv eller en Politispion.
"Undskyld, et Øieblik endnu, hedder nogen af Damerne
Johanne Margrethe?"
"Nei, nei!" deres Øine udvidedes af Forfærdelse, og Dören
faldt i. Det lykkedes mig dog at faae Navnet opraabt paa den
Meubelhandler, af hvem de, for et Par Aar siden, havde kjöbt
Chatollet. Han boede i den anden Ende af Byen, og jeg
begyndte at blive kjed af min Opdagelsesreise. Det varede længe,
för den gamle tunghore Månd kunde forstaae hvad jeg sagde, og
endnu længere, för han kunde erindre hvad det var for et Meubel.
Protocollen toges til Hjælp, og saa udfandt han omsider, at
Chatollet med de tre Stjerner paa Klappen — tillykke huskede jeg
dette Mærke — var kjöbt paa en gammel Frues Auetion; hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
