Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
■243
29. Höst.
(Et poem i hverdagsdragt.)
Af Parvus.
Somrnetider gjör man brud paa skik og brug paa
hellige dage og gaar sig en tur fra morgenen af i den friske
luft fremfor at sidde i den kvalme kirke mellem en tætpakket
mængde.
Benedikte havde fulgt sin månd ud paa en saadan vandring
i Söndagsmorgonens glade stilhed. Selv stod hendes hu
kanske mere til den vante kirkegang. For nogle maaneder
siden havde de mistet det eneste lille barn, deres ægteskab
havde skjænket dem, og kirken var bagefter det sted, hvor
orgeltonerne bragte hende til at græde, og hun udelukkende
fik svælge i sin smerte. Ak, alt var blevet hende saa
for-andret; livets lyst varede saa kort, og sorgen var saa
for-færdelig, naar den kom. Hos_unge, friske hjerter, som har
holdt noget rigtig dyrebart, lært at elske det, lært at kjende
pligten överför det og været villigexe. til at öfre for det,., jo
mere denne fordredes dem, hos dem falder en slövhed, et
stövgraat slör over alt det, aom er igjen, naar dctte kjæjreste.,
hvorfor der er ofret saameget, alligevel falder ud af livets
rækker, og man maa savne detjj Saaledes ogsaa med den
ganske unge kone efter den lille guts bortgång. Og saa frisk
hun var i sin sjæls grund, saa ung og livskraftig, saa var der
nu en ubeskrivelig vemod udbredt over hende, som ikke var
overspændt eller hindrede, at hun i sit væsen ikke var ganske
naturlig, men laa som et drag af smerte i de brune öines
tause blik, som en sky over hendes pande og som et graat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
