Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
■252
Maatte jeg blive ligesaa ydmyg og tro mod min opgave,
som Du!»
»Meget lykkeligere end mig skal Du blive», sagde han
og reiste sig ogsaa. »Mine baner gaar saa långt og sammen
med saamange, mens Din kreds nok er bestemt inhegnet, men
Din alene.»
De gik nedover og tiltraadte tillbageveien. Han hjälp
hende ätter over, og de kom igjen over agerreneu og hen
paa landeveien; men dennegang var hun vaad paa födderne
og paa stövlerne sad tunge jordklumper fast, som de bestræbte
sig for at pynte sig fri for.
»Ved Du!» sagde han, da de fortsatte vandringen
lijem-over, in at uren har altid gestaltet sig for mig i billeder, hvori
jeg faudt hesvarelse for mine tanker. Se der — den lunden
derborte, som behersker den länge skraaning ned mod
landeveien, ser Du den svage kam af græsvold, som löher bortover
til siden? Nu er ber taaget, ogsaa udsigten. Men paa den
volden stod, sad og laa jeg afvexlende en
Septembereftermiddag, mens jeg som temmelig ung læste til examen artium.
Jeg havde det saa smaat, var saa trykket af næringssorger
trods min unge ålder, at jeg långt mere end nu fölte livets
og situationens älvor. Og saa skrev jeg digte og historiske
afhandlinger — min fantasi var i beständig bevægelse, og jeg
trakterede ivrig piano og var ret, som det var, stærkt
for-elsket, —- jeg var igrunden saa blöd endnu. Den eftermiddag
havde jeg netop faaet brev, som — jeg husker ikke, hvem
det var fra eller livad det var om — havde bragt mig ud af
folderne — og saa samlede jeg ikke længer oldnorsken og
latinen, men tog hatten og styrede ud. At være ude saadan
alene og ligge saa lang, jeg var, med hænderne under liovedet
og se op paa skyerne, som drev lien over mig, og föle vinden
puste paa mig og bore fuglenes stemmer — det var mine
lykkeligste öieblikke, hvor alt nag og al trældom og uvished
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
