Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - N:r 8, 31 juli 1933 - Kampliv i Norge omkring 1880. En ny samling Björnson-brev. I. Av Rolv Thesen - II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
brytnings-år. Det var da de nye tanker kom stormende inn i vårt
avstengte, teologiske samfund og skapte rabalder og "kriser". To
av vare störste åndsmenn og förere blev da drevet inn i de religiöse
krise. Foruten Björnson også Arne Garborg. Begge nol dt de i
slutten av 1870-årene opgjör med teologi og dogmetro, og kom på
den maten inn i kvass strid. Kamp-livet tok til. Og ikke bare på
det religiöse område. Også på det moralske og sosiale. Og ikke
.xiinst kamp blev det på denne tid i det politiske liv.
Det är sant som Björnson sier, det var den gängen "en stor og
betydningsfull tid i Norge".
II.
Ingenting vidner bedre om Björnsons veldige vitalitet enn hans
brevskrivning. Ikke bare fordi han har skrevet slik en mengde brev
(i alt visstnok omkring 30,000), men först og fremst fordi brevene
— enda bedre enn alt det andre han skrev, syner hans evne og träng
til å "være hvor det nettop gjaldt", ja syner oss föreren som — mer
enn alle de andre förene — satt og drog i trådene, og var
brenn-sikker på at hans vei var den rette, den som det norske folket burde
gå. Han skriver i 1880 til Alexander Kielland: "Du som gör
mursten, barn og vitser og en gång i mellen krystalliserer denne din
frugtbarhedstrang i et literært arbej de, du er dog mer æn snild, at
du fölger mig på min buede bane, der måske tilsist dog vil vise sig,
at have været den beneste for tiden i Norge. Ti troede jeg ikke
at den var det, så troede jeg ikke lœnger på min misjon, som er
den: at gå ivej. Det er dette, vi trænger mest til. — Det kan se ud,
som snart er jeg her, snart der, uforberedt, pludseligt. Men det er
ikke så. De andre må engång æfter, uhjælpeligt. Vor
utviklings-linje er denne: man skal få opleve det."
Stråks en åpner den nye brevsamlingen, blir en revet med av det
björnsonske tempo. For en arbeidsglede og livsglede! For en
vitalitet ! Stundom er det som en hörer det knegger imot en fra en
kampglad hingst.
Alt i förste brevet, på förste side i Kamp-liv, blir en rent
vold-tätt av alt dette livs-brus som slår en i möte. "Jeg skriver på et
kærligheds-stykke; Gud hjælpe os, det rægner, sner, tordner, hagler,
drypper (æfter de forskjællige stæmninger, skönner du) med
kær-lighed. Jeg sidder i meget tæte klæder for ikke selv at blive
gennemvåd. Og det værste er, at jeg trives ugudeligt ved det. Ja,
rigtig lever op igæn." I næste brevet, som er til Georg Brandes,
heter det at her må slås et hovedslag, alle vitelystne fra alle Nordens
land skal sendes til Aulestad og proppes med virkelig bibelhistorie
— ikke den teologiske, og eliers med ting "fra andens arbejde i vore
dage, på alle strog, som kunde rækkes i en måned á seks uger. Her
må arbejdes," Stråks efter forsikrer han Dikka Möller at han er i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
