Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CHR. WINTHER : TIL EEN. 114
Den Bi, der om dig surrer,
Bær Sødme fra mit Bryst;
Skovduen hist, som kurrer,
Har lært det af min Røst.
Thi det mig mon forlene
Den Gud, som mig har kaldt,
I Løndom at forene
Mig med Naturens Alt.
Hvorhen dit Blik du skikker,
Et Vink du fra mig faaer, —
Og du er aldrig sikker,
Ihvor du gaaer og staaer!
LXXXVL
I Skovens Høisale Falken graae
Tør bygge med trøstigt Mod;
Men jeg har ikke en Qvist, hvorpaa
Jeg hvile kunde min Fod.
Bag dunkle Buske, saa luunt i Løn,
Der lægger sig Hjort og Hind;
Men jeg har ikke den Tue grøn,
Hvor jeg kunde svale min Kind.
Naar Blomsten græder, i Luftens Strøm
Dens Smerte vorder saa kort:
Til mig der naaer ingen Aande øm
For at veire min Taare bort!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
