Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CHR. WINTHER: TIL EEN. I 17
Saaledes har de mange Gange
Sig vovet frem og klædt sig paa
Og præsenteret sig, og saa
Gebærdet sig som Digt og Sange.
De har forsøgt en dristig Flugt,
Et Himmelvingeslag, en S væven
Imod det Høie, og en Bæven
For Skjebnens mørke Blik, saa smukt
Som det var givet dem at bæve
Og sig mod Himlens Blaae at hæve! —
Men, see ! det var dog Skyggen kun,
En svag Reflex af Hjertets Grund,
En Duft kun fra en Honningkube,
Et Støv kun fra en gylden Grube,
Men ikke det, som jeg har villet;
Og Alt, hvad jeg mig voved til,
Blev som et natligt Alfespil,
Hvor mig Titania fik drillet.
Jeg greb og — greb; men ei tilfreds
Jeg blev ved nogen Fangst dog stillet,
Jeg skammed mig, og halv forvildet
Jeg stod som i en Tryllekreds !
Og aldrig blev mig mere klar
Den Sætning, som jeg aabenbar
Har gjort til min: »Det Virkelige,
Hvori sin egen Rod man har,
Ei tvinges ind i Sangens Rige.«
Og aldrig har jeg følt det bedre,
End naar jeg sad hos dig, min Viv !
At det umuligt er et Liv
At give Glands ved Svanens Fjedre, —
Et Liv, der selv er Poesie
Med Kjærlighed, med Sorg og Lvkke,
Et venligt Genre-Maleri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
