Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Prof. H. Høffding: Om Realisme i Videnskab og Tro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Paa det primitive Aandstrin, hvor Drømmelandets Beboere ere
lige saa gode Realiteter som den virkelige Verdens Fænomener,
er det i sig selv fuldstændig konsekvent og berettiget at lægge
dem til Grund ved Naturforklaringen. I de højere Folkereligioners
Teologi er det sidste Forklaringsprincip for alt et overnaturligt
Væsens Vilje. Ligeledes aldeles konsekvent, naar man én Gang
har slaaet Realiteten af et saadant overnaturligt Væsen fast. Men
den Naturforklaring, som herved kan naas, betragter ikke Naturen
i dennes eget Lys. Lige som Arkimedes ønskede et Punkt uden
for Jorden for at kunne bevæge denne, saaledes har Teologien
søgt sig et Punkt uden for Naturen for at kunne forklare denne.
Noget lignende gælder ogsaa om mange Former for
filosofisk Idealisme. Naar man finder den egentlige Forklaring af et
Naturfænomen i det Formaal, i hvis Tjeneste det antages at staa,
eller den Idé, man mener, det udtrykker, saa forklarer man heller
ikke Naturen ved Naturen selv. Ti hvorfra kende vi Formaalet
eller Ideen? Selve Erfaringen lærer os dem ikke; Kundskaben
om dem maa altsaa hentes fra en anden Kilde end den, gennem
hvilken Naturfænomenerne blive os tilgængelige. Vi maa altsaa
have en særegen Ævne til at erkende »Ideerne«, og vor
Erkendelsesevne spaltes i to Grene, hvis Sammenhæng ikke kan
paavises. Vi have paa den ene Side en Ævne til at opfatte det i
Erfaringen givne, paa den anden Side en Ævne til at træde i
Forhold til en højere Verden og fra denne at hente Principerne til
Forstaaelse af Erfaringsverdenen. For saa vidt de naturlige
Aarsagers Princip anerkendes, betragtes det blot som hørende under
den lavere Erkendelse. Den sande Erkendelse faa vi først, naar
vi genkende Ideerne i Erfaringsverdenen. Denne af Platon, den
spekulative Idealismes Stamfader, grundlagte Opfattelse gaar under
forskellige Former igen lige til den nyeste Tid.
Realismen med de naturlige Aarsagers Princip udleder
derimod stedse Naturfænomenerne af andre Naturfænomener, de mere
sammensatte Fænomener af de simplere. Naar det hedder, at
Naturen skal forklares ved sig selv, maa det erindres, at
Naturen er en uoverskuelig Verden af Fænomener, der udfolde sig
for os i Tiden og i Rummet. Ethvert Punkt inden for denne
Verden bestemme vi ved dets Forhold til andre Punkter. Vi gaa
ikke udenfor Naturen, da vi have nok at gøre med at forbinde
den uendelige Mængde af Elementer inden for den. Eller rigtigere
sagt: Udtrykkene »inden for« og »uden for« tabe nu deres Be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
