Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Karl Madsen: Nogle Bemærkninger om Nutidens Kunstvilkaar og deres Følger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mester kaster en Glans over hans Billede, saa det sætter mange
rigere begavede og mere oprindelige Kunstneres Værker i Skygge.
Dette er sandt, eller kunde i alt Fald godt være det.
Der er vel i øvrigt næppe nogen, som tvivler om, at Lange
med fuld Ret saa bestemt opstiller Kravet paa personlig
Selvstændighed. I vor Tid er denne sikkert ene helsebringende. Men
er det ikke netop vor Tids Vilkaar, som, langt fra at kue
Selvstændigheden ned, er Skyld i, at denne Fordring overalt
fremhæves, understreges og tilspidses?
I sig selv er Kravet egentlig ikke gammelt, vel ikke ældre
end Renaissancen. I Oldtiden tænkte ingen derpaa. Man gjorde
god Kunst uden dét, trods dét. Vi beundrer jo med Rette det
antike Kunsthaandværks simpleste Frembringelser, vi erkender, at
Renaissancens store Mestere næppe har frembragt noget skønnere
og ædlere, end de Væggesmørere, der i Pompeji gav
Patricierhusene Datidens kurante Dekoration. Lange siger med Henblik
paa den antike Kunst, at Korsangen kan synges med lige saa
megen Varme fra enhver enkelts Bryst som Solosangen. Men det
er dog rimeligt at antage, at Kunsthaandværkerne den Gang,
ligesom i øvrigt ogsaa i senere Perioder, uden synderlig Hjærtebanken
afskrev de Formler, det laa lige for Haanden at bruge, og som
de efter deres Tids Vilkaar med stor Lethed kunde tilegne sig.
For os er Sagen ikke saa let. Vilde vi prøve paa at gaa
hen og gøre ligesaa, slap vi næppe godt derfra. Vi klynger os
fast til vor individuelle Opfattelse, fordi den er vor eneste
Redningsplanke, stoler blindt paa den, fordi den er det eneste sikre
Kompas, vi kan sætte vor Kurs efter og finde den rette Vej i det
Kaos, der er fremstaaet i Kunsten, siden der næppe længer
nogensteds findes fælles Opfattelse af Kunstens Maal og Midler, fælles
Syn paa Livet og Naturen. Nutiden har ingen fast, stor
Stilbygning, i hvilken vi roligt kan træde ind og tage vor Plads og vort
Arbejde. Stilbygningerne er sunkne i Jorden, underminerede af
Frihedskravet, der er skudt frem til at blive vort Løsen. Her er
der vel en Vekselvirkning: .Individualiteterne kræver nu mere end
nogensinde haardnakket deres Ret, fordi der nu er mindre
Sammenslutning end nogensinde, og der er mindre Sammenslutning
nu end nogensinde, fordi Individualiterne nu mere end nogensinde
haardnakket kræver deres Ret.
Lange har en Lignelse om et ungt Menneske, der træder
ind i en Balsal. Ja, Nutiden synes jo næsten at have rykket den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
