Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - E. O. A. Skram: B. Bjørnson, „En Hanske”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og Alf. Fint er skildret den dybe Tillid mellem de to, Varmen i
deres Følelser, og med Mesterhaand føres den farlige Kundskab ind
over Svava. Hun foistaar intet, før hun ved et tilfældigt Møde
mellem Anklageren og Alf i deres Minespil læser sig til Sandheden
o: det, hun forstaar ved Sandheden. Forlovelsen brydes. Vi synes
her at staa ved Udgangspunktet til et Drama af den højeste Virkning.
Mellem to dygtige unge Elskende har skudt sig en Anklage ind, en
Strid, der er fostret af den Tid, hvori vi lever. I deres Kamp kan
vi alle være med, der er ikke et Sted, som deres Fod vil betræde,
hvor vi ikke vil kunne finde os til rette, hendes Vægring, hans
faste Vilje, hendes Anklage, hans Forsvar og Modanklage,
Forfærdelsen i hendes kyske Attraa, hans ærlige Følelse af hvad der for
ham har været Livets Ret, hendes rene Tro, hans Viden, hendes
Sikkerhed, hans Udvikling, hendes Vrede, hans Blidhed, og deres
Kærligheds svulmende Vækst under alt dette, der er ikke et Led i
Begivenheden, som vil staa fremmed eller dødt for os. Men desværre,
intet af dette findes rigtignok i »En Hanske«. Den unge Mand synes
at have begaaet en uhæderlig Handling; noget sikkert véd vi ikke
derom, ti fra samme Nu Forlovelsen sønderbrydes i Svavas Sjæl,
forsvinder Alf fra Scenen. Vi faa ham kun at se i de enkelte Øjeblikke,
hvor han er uundgaaelig nødvendig til at markere Handlingens Gang:
i anden Akt, da Svava slynger ham sin Handske i Ansigtet, og i
tredje og sidste Akt, da hun strækker begge Hænder ud imod
ham for at give ham sit Løfte paa Fremtiden. I øvrigt ikke et
Ord mellem de to. Kærlighedshistoriens Forløb spindes som en
tynd Traad uden Farve tværs hen over alle Bipersonernes
Samtaler, og ganske vist naar den fra sidste Optrin i første Akt til
sidste Optrin i sidste Akt, men den har ikke mere noget med
Stykkets Vækst at gøre, det kunde leve uden den. Kun som ydre
Anledning ikke som indre Pust mærker vi den. Alf fører ikke sin
egen Sag, han fører slet ingen Sag, det er Svava alene vi har at
holde os til. I Begyndelsen forekommer dette Læseren højst
mærkeligt. Den ene af Hovedpersonerne mangler vedholdende, det er
ikke muligt at skaffe Ligevægt til Veje, ti til Svavas ranke Skikkelse
svarer ikke de af Livets Møl og Rust stærkt angrebne Personer, der
stilles op imod hende. Vi savner en sund ung Mand, der med Smil
i Øjet og Elskov i sit Hjærte kan tage Kampen op med hende.
Saa opdager man pludselig, at Stykket har laaet en ny Akse,
vi drejer om et andet Midtpunkt. Det er ikke længer Svavas
Kærlighedshistorie det kommer an paa, det er hendes Forhold til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
