Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - E. O. A. Skram: B. Bjørnson, „En Hanske”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kærlighedens Skærsild at gjennemgaa. Som om der mellem Himmel
og Jord er den Ting, der har Betydning for elskende Hjærter,
som er i Nød, uden det, der staar i umiddelbar Forbindelse med
deres Kærlighed! Men alle taler de først om Familiernes
indbyrdes Forhold, om den Stigning i Anseelse de Riiser vil vinde
ved at komme i Svogerskab med de Christensener. Og det byder
man for Alvor den unge Pige, som sidder igen med et sviende
Saar i Hjærtet. Om det saa er den gamle Jomfru-Onkel, der
antages for at være den rette Vismand, begynder han med den »store«
Familie, der har slaaet Fløjdørene op for hende som foren Fyrstinde.
Dette er pinagtigt. Og disse Hensyn til Skandalen og Familien
bliver liggende med deres fade Lugt hele Stykket igennem. Men
kommer man saa endelig til at tale om hvad der er sket, om
Svavas Hjærtesorg, ja, saa er der kun én, der kan tale de andre
til Hjærte. og det er Svava selv. Den stakkels Pige staar ene, der
er ingen, der kan sige hende Besked. For saa vidt er dette ikke
helt urimeligt, som den eneste, der til syvende og sidst kunde
sige de Ord, det kom an paa, Elskeren, er gennet ud af Stykket;
men nogen mandlig Fornuft burde der dog være bleven tilbage.
Det er der ikke. Jomfru-Onkelen gør et halsbrækkende Forsøg
ved at meddele Svava, at Mennesket er et polygamisk Dyr, men
det kommer han overmaade slet fra, for dels véd Svava dette i
Forvejen — det er nu virkelig en Smule overraskende — og dels
spørger hun, om Mandfolkene vil have ligesaa meget Bryderi af
deres Børn som Kvinderne, og da dette paa Forhaand benægtes, er
Sagen derved kun bleven yderligere forviklet. Nej, det fremgaar
tydeligt af Stykkets Gang, at Mandfolkenes Sag er tabt, og det er
saa meget mere uheldigt, som Kvinderne ved samme Lejlighed har
faaet deres Spil fordærvet. Til Ukyskheden før Ægteskabet hages
nemlig Utroskaben i Ægteskabet. Det er tredje Akt, der tjener
til at belyse den nødvendige Forbindelse mellem de to Ting. Og
atter er det en Kvinde, der fører Ordet, denne Gang dog ikke
Svava, men hendes Moder. Ud fra sine sørgelige Erfaringers Dyb
henter hun de bitreste Beskyldninger frem mod Mændene og retter
dem — ikke mod sin daarlige Husbond, men mod den i dette
Forhold sagesløse Hr. Christensen sen., der da ogsaa, og ikke uden
Grund, giver grove Ord tilbage. Det er i det hele en Regel i
»En Hanske« at de forkerte kominer til at tale med de forkerte,
og at de Mennesker, der har noget at sige hinanden, holdes borte
fra hinanden. Men altsaa i tredje Akt gaar det op for én, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
